Supermarkederne efter hamstring: - Vi så gerne, at det ikke var så hektisk

Selvom varerne blev solgt, synes supermarkedskæde, det blev for kaotisk, da folk tog på hamstrings-togt

Supermarkederne er ikke helt vant til det niveau af indkøb, der skete onsdag.

Supermarkederne er ikke helt vant til det niveau af indkøb, der skete onsdag.

Efter statsminister Mette Frederiksens pressemøde om corona-pandemien gik danskere landet over på hamstring i supermarkederne. Særligt varer som toiletpapir er blev revet ned fra hylderne.

- Der var rigtig stort tryk på vores butikker, konstaterer Jacob Krogsgaard Nielsen, der er kommunikationskonsulent i Salling Group. Koncernen, der blandt andet ejer kæderne Netto, Føtex og Bilka vil dog ikke komme med præcise tal.

På trods af, at mange varer blev solgt, er Salling Group ikke glade for, at folk hamstrer.

- Vi havde gerne set, at det ikke var helt så hektisk, som det, vi så i går (onsdag, red.). Vi opfordrer til, at man køber ind, som man normalvis gør, siger han.

Dagrofa, der blandt andet ejer Spar, Meny og Kiwi, har haft en lille stigning i omsætningen efter de lange køers dag, onsdag.

- Vi har haft en lille stigning, men ikke så voldsomt. Vi har været nødt til at bestille ekstra varer hjem, siger Jannie Ravn Madsen, der er kommunikationskonsulent hos Dagrofa. Hun tilføjer også, at dagligdagen fortsætter som normalt.

- Vi fylder løbende op på hylderne, og vi holder åbent, så alle kan få deres varer, siger hun.

I Danmark er der op imod 2700 butikker, der ejes af mange forskellige koncerner. De to største er Salling Group og Coop, der sammen ejer 76 procent af markedet.

Corona giver netbutikker stigning

Markedet består ikke kun af fysiske butikker. Nethandel med dagligvarer har vokset sig stor, men dog ikke så stor endnu, at det er nok til at forsyne en hel befolkning. Nethandelen er dog vokset i takt med, at folk bliver hjemme. Nemlig.com har oplevet en stigning på 50 procent siden corona-virussens udbrud i Danmark. Det fortæller Kommerciel direktør Mikkel Pilemand til Finans.

Hamstring får butikker til at rationere i udlandet

I England med 459 smittede - Danmark havde torsdag eftermiddag 617 smittede - er butikkerne begyndt at rationere produkter som pasta, desinficerende middel og dåsemad. Det er sket efter, at befolkningen har hamstret i en sådan grad, at det nogle steder har taget en uge at få hylderne fyldt op igen.

Det samme sker i Australien med 128 smittede og i USA med 1323 smittede.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.