TDC slukker 3G og gør plads til hurtigere netværk
3G-netværket udgør blot en procent af TDC's samlede datatrafik i dag. Det er faldet markant de senere år.

TDC slukker helt for 3G-netværket i begyndelsen af næste år, oplyser koncernen torsdag. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
For at imødekomme et stigende mobildatabehov siger TDC endegyldigt farvel til 3G-netværket i begyndelsen af næste år.
Tilbage i 2020 annoncerede TDC, at man ved udgangen af 2022 ville begynde at udfase det gamle netværk, og nu står det altså klart, at man vinker helt farvel til det i begyndelsen af 2023.
Det sker også for at gøre mere plads til de nyere og hurtigere netværk 4G og 5G, skriver koncernen.
- For TDC er det helt centralt, at vi kan tilbyde det bedst mulige mobilnet i Danmark. Der er brug for en stærk mobil infrastruktur, der kan håndtere det stigende forbrug af mobildata, siger kommerciel direktør i TDC Robert Dogonowski i meddelelsen.
I takt med at hurtigere netværk har vundet frem, er den samlede datatrafik på 3G-netværket svundet betydeligt de seneste år. I dag udgør det blot en procent af TDC's samlede datatrafik.
Hos teleselskabet 3 holder man også for nu fast i 3G-netværket, men planen er den samme: Det skal være fortid i begyndelsen af 2023. Det siger selskabets netværksdirektør, Kim Christensen, til Ritzau.
Hos 3 handler det om at skabe en bedre oplevelse for brugerne, der i højere grad end nogensinde før bruger data på mobiltelefonen.
- Det handler om effektivisering, siger han.
TDC beholder også fremadrettet den gamle kending 2G-netværket. Det skyldes, at det ikke er alle teknologiske enheder, som understøttes af 4G og 5G.
- Der findes eksempelvis parkeringsmaskiner, der kun har et 2G eller et 3G-modem indbygget, siger Kim Christensen.
- Det er heller ikke alle private kunder, som nødvendigvis har en telefon, som understøttes af de nyere netværk, lyder det.
TDC understreger da også i sin pressemeddelelse, at man som borger fortsat vil have landsdækkende adgang til 2G til tale og andre basale datatjenester.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.