Egentligt havde jeg allerede skrevet et indlæg om kulturens vigtighed. Om at coronaen har vist os alle, hvor vigtig kunsten er. Hvor meget den har fyldt i folks bevidsthed det seneste år under nedlukningen, om hvordan befolkningen har savnet kunsten og det i en sådan grad, at man har været og er parat til at gå til online-ferniseringer og se teaterforestillinger, der er produceret til en live-oplevelse på scenen, på ens egen lille computerskærm.

Indlægget skulle også handle om det kommende kommunalvalg, og om hvor vigtigt det er, at kulturen kommer på dagsordenen, fordi vi alle har BRUG for kunsten. Jeg ville have skrevet om, at der landspolitisk det seneste års tid fra en temmelig stor række af ordførere har været meget fokus på kunsten og kulturpolitikken.

Jeg ville så gerne have skrevet, at kunst er ikke en udgift, fordi et rigt kulturliv betyder en rig kommune – åndeligt og økonomisk. Det er der, hvor kunsten blomstrer og har ordentlige vilkår, at mennesker trives og gerne vil bo. Og lige præcis bosætning er jo det helt store mantra for rigtigt mange kommuner. Hvordan tiltrækker vi nogle flere borgere – underforstået hvordan øger vi skattegrundlaget? Der skal være et job. Der skal være noget at bo i. Der skal være skoler og børnehaver. Og der skal være kunst og kultur.

Planen var også at skrive om kunstnerne, og hvor vigtige de er for vores samfund. Det er dem der skaber, udvikler og viser os nye veje. De mener noget, har noget på hjerte. De rører os og får os til at grine, tænke, henføres, betages og de får os til at græde.

Og så var det, da jeg havde skrevet alt det og var vældig tilfreds med mig selv, at jeg lige tjekkede Facebook. Og her var det så. Et brev til udviklings og integrationsminister Mattias Tesfaye skrevet af en af de kunstnere, jeg beundrer allermest – Benjamin Koppel. Og det fik mig til at stoppe op og tænke, at dette måtte laves om, for her var en sag, der nærmest slår alt.

Det handler om Syrien og om, at den danske regering på trods af FN-advarsler er parat til at sende flygtninge retur til det krigshærgede land. Under #ikkeivoresnavn har Benjamin Koppel skrevet en række breve til udviklings- og integrationsminister Mattias Tesfaye, for nu må de være nok. Hvad er det dog for et land, vi lever i?

Den måde, som regeringen behandler flygtninge på, er kort og godt umenneskelig og har tragiske konsekvenser for mennesker, der i stedet skulle have vores hjælp. Og vi er endda parate til at gå så vidt som til at sende mennesker retur til Syrien – til et af verdens mest horrible og diktatoriske regimer. Samtidig vil vi ikke tage imod danske børn fra syriske fanglejre, fordi vi er bange for deres mødre – sådan lidt enkelt forklaret.

Og hvad har det så med nordjysk erhvervslivs eller teatrets problematikker at gøre?

Det handler om ordentlighed. Som chef og som menneske må ordentligheden altid være i højsædet. Jeg har altid sagt til mine børn, at uanset hvad de kaster sig ud i, skal de være ordentlige med hinanden og deres omgivelser. Det prøver jeg også at være, og det er noget, jeg lægger meget vægt på i min dagligdag i teatret. Det tror jeg, at alle mine medarbejdere på Vendsyssel Teater ved. Men hvor er ordentligheden blevet af, når det kommer til medmenneskeligheden og vores holdning til nogle meget udsatte mennesker i dyb nød?

Til flygtninge, der netop troede, at de var blevet reddet – hvorefter de har gjort alt for at lære vores sprog og vores særlige kultur at kende. Særligt syriske kvinder har åbenbart fået at vide, at de skal rejse hjem. Hvorfor se hen mod forfølgelse, fængsling, tortur og henrettelse, når de kan blive her i Danmark, hvor de gør alt, hvad de kan, for at passe ind i det danske samfund?

Jeg er stolt over at være en del af en branche, hvor kunstnere står op og står ved deres synspunkter. Og hvor de kæmper for værdier, der skal gælde alle steder – i kulturlivet som i erhvervslivet. Så både for erhvervslivets, for kulturens og for borgernes skyld skal kunsten fylde mere. Den er vores fællesskab, og sammenhængskraft, Den er det, vi taler om. Det er vores kit, og her er vores rum til refleksion og eftertanke. Det er her, vi kommer til os selv. Det er her, vi udveksler tanker.

En aften i teatret er både til eftertænksomhed og morskab. Det er her, vi mødes og kigger os selv i øjnene. Det er her, vi møder de store følelser i os selv mærker dem. Det er også her, vi godt tør at tage fat på de svære ting. Vi præsenterer hver sæson forestillinger, der tør tage livtag med de svære emner, og vi har adskillige gange vist flygtningeteater både af, med og om flygtningene og deres helt umulige betingelser. Også teater med teenageflygtninge, der alt for tidligt har måttet gennemgå det levende mareridt, det er at skulle flygte.

Vi vil blive ved med at skabe teater om de største og vigtigste emner i samfundet lige nu. For vi skylder også at lave og præsentere teater, der handler om, hvordan vi som samfund eller regering gebærder os. Derfor skal kunsten også være en større del af den politiske debat – lokalpolitikerne skal se nødvendigheden af at have en kulturpolitik, som bør være en helt naturlig og central del af enhver kommunes eller ethvert lands almene diskussion og dannelse.

Så lad os hylde kunstnerne – både for deres kunst og for deres engagement. Og lad os få kulturpolitikken endnu længere op på den politiske dagsorden. Vi begynder med kommunalvalget til efteråret. God valgkamp.

Vigeur redaktionen har stillet Lars Sennels tre spørgsmål, som gør os klogere på personen bag dagens bidrag til Lederens løsning. 

Det mest positive i det nordjyske kulturliv: Kulturen blomstrer!

Hvad er det mest positive, der er sket for det nordjyske kulturliv de seneste tre år?

At kunstnerne rent faktisk er ved at få fat. At Kulturmødet er blevet et must for de fleste. At kvalitet er vigtigt, og at der skyder endnu flere steder op, hvor vi kan dyrke kunsten. Nyt teater på Mors og i Hjørring. Et kulturmekka med planer om nyt teater i på Spritten i Aalborg.  At der er grøde i miljøerne også derude i periferien, hvor steder som Pixelart trives og viser kunst af høj klasse. Og så at jazzen for alvor er ved at få fat igen.

Hvis Lars Sennels var kulturminister, ville han ringe til statsministeren og tale om kunsten.

Hvis du var kulturminister, hvad ville du sætte i fokus som det første?

Jeg ville ringe til statsministeren og invitere hende på kaffe sammen med et par af mine gode venner fra kunstens verden. Hun kunne så eventuelt tage finansministeren med, vi skal jo også snakke om penge. Og så ville jeg fortælle dem, at coronaen med meget stor tydelighed har vist os, at befolkningen hungrer efter kultur. Når kulturen ikke er der, savner vi noget helt basalt, og at det er af største vigtighed, at der tilføres flere midler til kulturministeriet.

Dernæst ville jeg arbejde videre på at sikre det danske kulturliv efter pandemien. Sikre, at vi fortsat understøtter vore kulturliv. Ikke blot institutionerne men også alle de freelancere – skuespillere, musikere, dramatikere, og andre der har haft det mere end vanskeligt det seneste års tid.

Lars Sennels største inspirationskilde er uden tvivl hans hustru.

Hvem er din største inspirationskilde?

Det MÅ være min hustru. Vi er så privilegerede begge at beskæftige os med scenekunst. Anne er dramaturg og ser som anmelder normalt hundredvis af forestillinger hvert år. En del ser vi sammen, og det er kolossalt inspirerende i forhold til mit arbejde som teaterdirektør. Inspirationskilder er ikke bare ”hvem” men også ”hvad”, og jeg henter stor inspiration fra mine mange kolleger og deres vilde, skæve, skønne og ekstreme ideer. Når vi har set en forestilling et sted, kan den sagtens være udgangspunkt for en helt ny ide, som måske ender i teatrets dramaturgiat. Teater handler jo om ideer og nytænkning. Og når alt det så er sagt, bliver jeg også vildt inspireret af både en travetur på Kjærsgaard Strand og en slentretur i stræderne i København.