Tesla smider ny bombe: - Det vil påvirke alle andre bilmodeller
Store ændringer til populær Tesla-model vil påvirke salget af både nye og brugte elbiler, vurderer ekspert
Den amerikanske elbilproducent Tesla er igen i gang med at skabe røre og ravage på det danske bilmarked.
Det skriver Finans.
Ved årsskiftet nærmest chokerede Tesla med en række heftige prisnedsættelser, og nu opgraderes en af bilfabrikantens helt store sællerter.
Nærmere bestemt Tesla Model 3.
Prisen bliver der ikke skruet på i nedadgående retning, men bilen får et stort facelift, som ifølge en forbrugerøkonom vil få konkurrenterne til at klø sig i håret.
- Mange nye bilkøbere vil vente på, at den lander her i landet, og det vil påvirke alle andre bilmodeller. Efterspørgslen efter Model Y vil også blive påvirket, siger Illyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, til Finans.
Her er forbedringerne
Det er første gang siden lanceringen i 2017, at Tesla Model 3 kommer i en gennemgribende opgraderet version.
De nye Tesla Model 3 er allerede så småt ved at blive produceret på Teslas fabrik i Kina, og de første biler lander herhjemme til oktober, lyder forventningen.
Fornyelserne af Tesla Model 3 koncentrerer sig primært om kabinen.
For eksempel i form af bedre materialer, et kraftigere lydanlæg, ny instrumentering og bedre teknologi.
Men der sker også lidt med rækkevidden.
En Model 3 RWD kører nu op til 554 km med 18 tommer fælge mod 510 km i dag. Den populære Long Range AWD øger rækkevidden med samme fælgtype fra 626 km til 678 km.
Prisen for det hele
Fremtidige Model 3-kunder får alle forbedringerne med for en prisstigning på 10.000 kroner.
Det er ifølge FDM – og bilekspert Jan Lang – en beskeden pris at betale for så kraftig en opgradering.
Derfor vil bilen ganske givet blive en storsællert og påvirke både nybils- og brugtvognssalget, vurderer de.
Prisen for den billigste version af den nye Model 3 starter ved 339.900 kroner.
Salget af elbiler er de seneste mange måneder steget kraftigt. Næsten en tredjedel af alle nye biler, der sælges i dag, er elektriske, hvilket er en fordobling på bare et år.
Men det er i allerhøjeste grad private bilkøbere, som trækker læsset.
Firmabilernes hovedpine
71 procent af elbilerne købes eller leases af private. Når firmabilisterne er langt mindre tilbøjelige til at vælge elbil, skyldes det ifølge FDM blandt andet et problem med den såkaldte tvungne genberegning af firmabilers værdi.
Den betød, at da priserne steg markant i en overgang, blev flere firmabilsejere beskattet højere end bilens oprindelige pris.
- Samtidig er der elementer som ladestress og rækkeviddebekymring, fordi firmabilister typisk ligger meget på vejene og endnu ikke er trygge ved lademulighederne, siger Ilyas Dogru.
Topsællerten lige nu, når man kigger på de private elbilkøbere, er Tesla Model Y efterfulgt af Skoda Enyaq iV og dernæst Tesla Model 3, viser de seneste tal fra De Danske Bilimportører.
- Tesla Model Y: 574
- Skoda Enyaq iV: 349
- Tesla Model 3: 254
- Audi Q4 e-tron: 202
- Volkswagen ID.4: 181
- Polestar 2: 178
- Ford Mustang Mach-E: 120
- BMW ix1: 94
- Cupra Born: 87
- Toyota bZ4X og VW ID. Buzz: 85
Selvom elbilerne lige nu er populære som aldrig før, er der ifølge FDM og andre i bilbranchen risiko for, at salget styrer mod en hård opbremsning.
Udsigt til store prishop
Elbilerne står nemlig til at blive markant dyrere, når de grønne bilafgifter for alvor træder i kraft i 2027.
For eksempel vil en Tesla Model Y i den såkaldte LR-udgave stige med 22 procent fra 440.990 kroner i dag til 537.282 kroner i 2027.
Samme billede tegner sig for en af de bedst sælgende elbiler i øjeblikket, VW ID4. Listeprisen for den er i dag 414.995 kroner. Om fire år vil den koste 489.992 kroner.
Når kommende elbilejere skal dykke væsentligt dybere i lommerne, skyldes det ifølge FDM de planlagte afgiftsstigninger, der blev fastlagt i en aftale om grønne bilafgifter tilbage i december 2020.
De grønne bilafgifter tager udgangspunkt i, at produktionsprisen på elbiler vil falde markant over de kommende år, fordi batterier bliver billigere.
Derfor vil afgiften på elbiler, som i dag er på 40 procent, stige til 80 procent frem mod 2030.
Det vil især puste til priserne på elbiler i prislejet 400.000-500.000 kroner, som er dem, der lige nu sælges flest af.
De billigere elbiler bliver mindre hårdt ramt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.