Tidlig indikator tyder på en stigende ledighed

Cheføkonom forventer, at ledigheden kommer til at stige med op mod 30.000 personer hen mod slutningen af 2023.

En tidlig indikator fra Danmarks Statistik tyder på, at ledigheden er steget i oktober. (Arkivfoto). <i>Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix</i>

En tidlig indikator fra Danmarks Statistik tyder på, at ledigheden er steget i oktober. (Arkivfoto). Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Arbejdsmarkedet har været varmt under coronakrisen, men noget tyder på, at festen er ved at slutte.

En tidlig indikator fra Danmarks Statistik peger nemlig på, at ledigheden er steget med 400 personer i oktober.

Den såkaldte ledighedsindikator skal fungere som en pejling for udviklingen på arbejdsmarkedet. Den offentliggøres cirka 20 dage inden den officielle statistik.

I henholdsvis august og september faldt ledigheden med 1700 og 1800.

Hvis udviklingen holder stik, tyder meget på, at vi har taget hul på en ny kedelig periode på arbejdsmarkedet. Det skriver Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, i en kommentar.

- Meget tyder på, at dansk økonomi nu har bevæget sig ind i en recession, hvor særligt privatforbruget falder tydeligt.

- Kombinationen af en historisk høj inflation, stigende renter, øget usikkerhed og faldene aktivitet på flere af vores eksportmarkeder har simpelthen sendt dansk økonomi i en recession, lyder det.

Med udsigt til en længere periode med faldende aktivitet i dansk økonomi forudser han, at ledigheden vil komme til at stige med op mod 30.000 personer hen imod slutningen af næste år og yderligere 20.000 personer i 2024.

- I første omgang fremstår særligt byggeriet og dele af oplevelseserhvervet mest sårbare.

- Man bør dog bemærke, at der fortsat vil være tale om relativt lav ledighed i en historisk kontekst, skriver han.

Der følger en statistisk usikkerhed med dagens tal fra Danmarks Statistik. Tallet vurderes at kunne svinge med 1000 personer i begge retninger.

I forbindelse med den første udgivelse af ledighedsindikatoren forudså man et fald på 1100 personer i september. Ledigheden endte med at falde 1800.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.