Tidligere dansk topchef i Swedbank tiltales i hvidvasksag

Birgitte Bonnesen er tiltalt for at have givet vildledende oplysninger i sag om hvidvask i Swedbank.

SWEDEN-SWEDBANK-BANK-FRAUD-CORRUPTION <i>Janerik Henriksson/Ritzau Scanpix</i>

SWEDEN-SWEDBANK-BANK-FRAUD-CORRUPTION Janerik Henriksson/Ritzau Scanpix

Det svenske bagmandspoliti har rejst tiltale mod Swedbanks tidligere topchef, danskeren Birgitte Bonnesen, i en sag om hvidvask, der udspringer fra bankens estiske afdeling.

Hun er tiltalt for groft bedrageri og en sekundær påstand om grov markedsmanipulation, som skal have kostet penge for aktionærerne i Swedbank, der er blandt Sveriges største banker.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet.

Ifølge anklagen skal hun forsætligt eller groft uagtsomt have givet vildledende oplysninger om bankens foranstaltninger til at forebygge hvidvask i Estland.

Oplysningerne gav ifølge tiltalen et forkert indtryk af, at Swedbank ikke havde eller havde haft problemer med sit værn mod at beskytte banken mod hvidvask i perioden 2007-2018.

Der er tale om oplysninger givet 23.-24. oktober 2018, 29. januar 2019 samt 20. februar 2019.

Birgitte Bonnesen blev fyret i marts 2019 i forlængelse af sagen. Hun havde været administrerende direktør fra 2016, men arbejdet i banken siden 1987.

Chefanklager Thomas Langrot vurderer, at direktøren bevidst har holdt oplysninger tilbage.

- Den foreløbige undersøgelse viser, at der var en klar strategi fra blandt andet den administrerende direktør om, at problemerne omkring antihvidvaskprocesserne i den estiske afdeling ikke skulle komme ud til markedet.

- Et andet ord for det er mørklægning, siger han i pressemeddelelsen.

Birgitte Bonnesens advokat, Per. E. Samuelson, siger, at hans klient er uskyldig.

- Det er klart, at vi afviser, at der skulle være sket en forbrydelse, men jeg kan ikke kommentere på noget, jeg ikke kender indholdet af, siger han til nyhedsbureauet TT.

Da Birgitte Bonnesen blev fyret, blev hun af den svenske avis Expressen spurgt, om hun inderst inde mente, at hun ikke har gjort noget forkert.

- Ja, det gør jeg, sagde hun.

- Jeg har været i banken i mere end 30 år, og jeg er stolt af alt, jeg har gjort i banken. Det er jeg absolut, sagde hun i marts 2019.

Det var den svenske tv-kanal SVT, der afslørede problemer med værnet mod hvidvask i Swedbanks estiske afdeling i februar 2019. Sagen kom frem i forlængelse af en lignende sag i Danske Banks estiske afdeling.

En advokatrapport konkluderede efterfølgende, at omkring 275 milliarder kroner i overførsler i perioden 2014-2019 kunne betegnes som mistænkelige.

Swedbank fik i 2020 en bøde på fire milliarder svenske kroner af landets finanstilsyn.

Der var for dårlig kontrol med at beskytte banken mod hvidvask i sine afdelinger i netop Baltikum, lød det.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.