Tilbagevendte passagerer giver DFDS tro på større vækst
DFDS venter et driftsresultat på cirka 4,5 milliarder kroner i år efter en stærk forbedring i andet kvartal.
Opdateret kl. 09:29
Det danske rederi DFDS er blevet mere optimistisk med hensyn til 2022.
Det kan rederiet især takke de passagerer, som det sejler med, for. Det oplyser DFDS i en meddelelse til fondsbørsen.
Nu venter rederiet et driftsresultat før af- og nedskrivninger på mellem 4,4 og 4,8 milliarder kroner. Før var forventningen mellem 3,9 og 4,4 milliarder kroner.
DFDS har en forretning i og omkring Europa, hvor der sejles med gods og passagerer.
Rederiet er særligt kendt for at stå bag Oslo-båden, der fragter passagerer frem og tilbage mellem København og den norske hovedstad.
Under coronapandemien led passagertransporten imidlertid et stort knæk for DFDS. Det skyldtes restriktioner og generelt mindre rejselyst, men de seneste måneder er passagererne vendt stærkt tilbage:
- DFDS' udsigter for 2022 er blevet bedre efter en stærk forbedring i passagerindtjeningen i andet kvartal.
- Dertil har volumenerne for godsfragt og indtjeningen været bedre end forventet, skriver DFDS i meddelelsen.
Rederiet venter en fremgang i omsætningen på omkring 35 procent mod tidligere cirka 30 procent.
DFDS nåede i 2021 en omsætning på 17,9 milliarder kroner. Baseret på den nye forventning regnes med en omsætning i 2022 på omkring 24,2 milliarder kroner.
Hvordan det konkret er gået DFDS i andet kvartal målt i kroner og øre, fortæller rederiet ikke i meddelelsen. De konkrete resultater offentliggøres først i forbindelse med regnskabet for andet kvartal, der præsenteres 16. august.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.