To uger efter konkurs: BM Byggeindustri genopstår i nyt selskab
40 af virksomhedens 200 medarbejdere er taget ind igen

Tom Mikkelsen (til venstre) og Poul Mikkelsen står klar til at skabe et nyt BM Byggeindustri.
BM Byggeindustri genopstår i nyt selskab. Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse, hvori der står:
"Efter den triste konkurs på grund af MgO-pladesagen er BM Byggeindustri genopstået som nyt selskab. MgO-plader blev anvendt af flere i byggebranchen i perioden 2010-2015 og sidder stadig i tusindvis af bygninger. Materialet havde utilsigtede og beklagelige virkninger, men det var byggebranchen som helhed og BM Byggeindustri uvidende om, da de anvendte MgO-plader som vindspærre i deres byggerier".
Men nu genopstår altså virksomheden fra Hobro som et nyt firma.
I den forbindelse meddeles samtidig, at firmaet har taget 40 mand ind for at sikre overholdelsen af terminer på igangværende byggerier.
"Ved at udvise rettidig omhu over for bygherrer og løse hastesager forsøger BM Byggeindustri at fortsætte det professionelle og kompetente arbejde fra før konkursen. Der videreføres en del nye og igangværende projekter i det nye selskab".
BM Byggeindustri fortsætter i Hobro
Virksomheden forbliver placeret på Lupinvej 18 i de samme bygninger som det tidligere firma. Ligeledes er det sådan, at Tom Mikkelsen fortsætter som direktør i selskabet, mens Poul Mikkelsen fortsætter som bestyrelsesformand og medejer. Det nye BM Byggeindustri får en egenkapital på 18 millioner kroner.
I pressemeddelelsen oplyses endvidere følgende:
"Firmaet forbliver i de samme rammer med den samme erfaring og pålidelighed. BM Byggeindustri vil fremover fortsætte med det effektive og bæredygtige byggerier med præfabrikerede moduler i hallerne i Hobro. Vi er selv meget ærgerlige over, at vi sammen med mange andre står med ansvaret for nogle materialer, som vi har anvendt i god tro, og beklager meget de gener, som konkursen har betydet for vores samarbejdspartnere".
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.