Han solgte 6.000 par på fire måneder: Nu er virksomhed konkurs
Aalborg-firmaet formåede aldrig at skabe overskud
Opdateret kl. 18:59
AALBORG: For over 10 år siden gik tømrerlærlingen Sune Krogh rundt og var træt af, at han hele tiden skulle tage sine arbejdssko af og på, når han skulle ind og ud af huse.
Derfor kom han på at udvikle en genanvendelig overtrækssko, som skulle lette livet for både tømrere, murere, malere og elektrikere.
Sune Krogh blev sidenhen udlært tømrer - og virksomhedsejer. En investor, John Robert Andersen, skød en million kroner i idéen.
Men nu er Aalborg-virksomheden Safety2Shoes gået konkurs.
"Utilfredsstillende"
Det så ellers lovende ud, da overtræksskoene kom på markedet i 2017.
Tal fra virksomhedens regnskab viser, at der blev solgt 6000 par de første knap fire måneder.
Alligevel lykkedes det aldrig Safety2Shoes at tjene penge på noget tidspunkt gennem sin levetid. I det seneste årsregnskab for 2021 blev et underskud på 700.000 kroner kaldt "utilfredsstillende".
Salget skuffede, pengekassen var tom, og der blev sået væsentlig tvivl om den fortsatte drift.
- På baggrund af foreliggende budget er det en nødvendighed i forhold til selskabets fortsatte drift, at der i nær fremtid tilføres yderligere kapital/likviditet. Der er således igangværende forhandlinger med investorer, kreditgivere og samarbejdspartnere omkring tilførsel af den nødvendige kapital, stod der i regnskabet.
Men redningsaktionen lykkedes tilsyneladende ikke.
Vil forsøge at sælge
Det er ledelsen selv, der indgav konkursbegæring. Det oplyser advokat Nicolai Thornemann, der er udpeget som kurator, og som repræsenterer panthaverne, blandt andre Vækstfonden.
Han siger, at man vil forsøge at finde en køber, der vil overtage produktionen i Østen samt varelageret i Danmark.
- Vi skal forhåbentligt have fundet en køber, som kan køre det videre og dermed bevare nogle arbejdspladser, siger Nicolai Thornemann, der opfordrer interesserede købere til at henvende sig.
John Robert Andersen, der blandt andet har drevet en kæde af scanningsklinikker, og som var storaktionær og direktør i det nu konkursramte Safety2Shoes, ønsker ikke at udtale sig på nuværende tidspunkt.
Men han skriver i en sms til Nordjyske, at han "håber tingene er på plads inden for et par uger."
Essensen i det produkt, som Safety2Shoes har produceret og solgt, er, at for eksempel en tømrer hurtigt har kunnet krænge overtrækssko af og på, når han går ind og ud af huse og bygninger.
På den måde skånes gulve og tæpper for beskidte aftryk fra skoene, og tømreren slipper for at tage arbejdsskoene af og på.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.