Erhverv

Toldfølsomme danske varer til USA er på laveste niveau i seks år

17,5 procent af den danske eksport til USA er følsom over for mulig told, hvilket er det laveste i seks år.

Danmarks fysiske vareeksport til USA havde en værdi på 64 milliarder kroner i 2024, hvilket ikke er set lavere siden 2018. Den samlede eksport til USA lød på 366 milliarder kroner. (Arkivfoto).
Danmarks fysiske vareeksport til USA havde en værdi på 64 milliarder kroner i 2024, hvilket ikke er set lavere siden 2018. Den samlede eksport til USA lød på 366 milliarder kroner. (Arkivfoto). Carlos Barria/Reuters

Opdateret kl. 09:29

Mens Donald Trump truer med told på europæiske varer, kan noget tyde på, at danske varer står solidt rustet.

Andelen af danske eksportvarer, der er følsomme over for told fra USA, er faldet og er på det laveste niveau i seks år.

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Danmarks samlede eksport til USA havde i 2024 en værdi på 366 milliarder kroner.

Kun 17,5 procent af den samlede eksport blev fysisk transporteret fra Danmark til USA - svarende til 64 milliarder kroner.

De 17,5 procent udgør den eksport, der kan pålægges told, og det er ikke set lavere siden 2018.

- Flere danske virksomheder har flyttet dele af deres produktion til USA. Dermed undgår de told, og det kan være derfor, at tallet er blevet mindre, siger Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

De 64 milliarder kroner, som de toldfølsomme varer udgør, svarer til 3,1 procent af den samlede danske eksport til alle lande i verden.

- En eventuel toldkrig med USA er ikke at foretrække. Men hvis Trump gør brug af told på danske varer, er det vigtigt at holde sig for øje, hvor stor en indflydelse på dansk økonomi, det egentlig vil få, siger cheføkonomen.

EU's eksport over Atlanten var sidste år på næsten 4000 milliarder kroner.

Det betød, at den europæiske eksport til USA var på sit højeste niveau nogensinde.

- Højere toldsatser på andre europæiske lande kan have indirekte betydning for dansk økonomi via vores eksport til de lande. Hvis Europa bliver ramt, bliver Danmark ramt, siger Sofie Holme Andersen.

Kemiske produkter og medicinalprodukter er de varer, Danmark eksporterer mest af til USA.

Medicinalgiganten Novo Nordisk præsenterede sidste år investeringer for 28,6 milliarder kroner i fabriksanlæg i den amerikanske delstat North Carolina.

Fabrikkerne skal efter planen stå færdige i 2029.

I forvejen har Novo, der står bag vægttabsmidlet Wegovy, fabriksanlæg i USA og 2500 ansatte i North Carolina.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden