Total usikkerhed: Spar Nord tør nu ikke spå om sit resultat i år

Aflyser samtidig sin planlagte generalforsamling

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:De økonomiske konsekvenser af kampen mod Corona-virussen er så usikre og enorme, at Spar Nord Bank nu for en tid opgiver at komme med forventninger til resultatet i 2020.

Samtidig trækker banken de tidligere udsendte forventninger til driftsresultat og overskud tilbage.

Banken oplyser, at de stigende renter har givet banken tab i form af negative kursreguleringer.

På kreditområdet forventer banken, at nedskrivningerne på udlån vil vokse, uden at det er muligt at sætte præcise tal på, hvor hårdt bankens kunder vil blive ramt af den accelererende økonomiske krise.

"På baggrund af den betydelige usikkerhed har Spar Nords bestyrelse besluttet midlertidigt at suspendere bankens udmeldte finansielle forventninger", konkluderer Spar Nords bestyrelse i en fondsbørsmeddelelse.

Bestyrelse søger også at mane enhver usikkerhed om bankens situation i jorden.

"Det er i den forbindelse væsentligt at understrege, at Spar Nords forretning og indtægter eksklusiv kursreguleringer har udviklet sig tilfredsstillende i de første måneder af 2020, og at bankens kapital- og likviditetsposition er solid", understreges det.

Spar Nord forventer at kunne give en opdatering vedrørende de finansielle forventninger til 2020 i forbindelse med offentliggørelsen af bankens resultat for 1. kvartal 2020.

Det bliver offentliggjort 6. maj i år.

I forlængelse af forbuddet mod forsamlinger på over 10 personer og den efterfølgende udsættelse af fristen for indsendelse af årsrapporter for 2019 har Spar Nord besluttet at aflyse den ordinære generalforsamling, der var indkaldt til 31. marts 2020.

"Der vil blive indkaldt en ny ordinær generalforsamling, når forsamlingsforbuddet er ophævet og situationen omkring COVID-19 forhåbentlig er stabil", meddeler banken.

Spar Nords vedtægter foreskriver, at generalforsamlingen skal være afholdt inden udgangen af april.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.