I august kunne 27-årige Trine Blicher Hansen fejre 10-års jubilæum på sit arbejde. På den tid har hun været med til at begrave flere end tusind døde.

Hun kan godt høre, at det lyder vildt, når hun siger det højt, men hun hænger sig ikke særligt i det. For hende er det bare et arbejde. Et arbejde som bedemand.

Første gang hun var med ude til et dødsfald var som 17-årig. Hun var med sin far et par gange om ugen efter skole for at se faget an, inden hun bestemte sig for at blive en del af hans bedemandsforretning Begravelse til Fast Pris.

Hun husker, hvordan det gav et sug i maven, da den døde kom rullende ind på hospitalet. Det var en pige på hendes egen alder, som var blevet dræbt i en ulykke.

Nu er døden hverdagskost, og Trine kører hjemmevant ud til dødsfald i sin egen rustvogn.

Men når det er et barn, hun skal lægges i kiste, kræver det et par ekstra dybe vejrtrækninger. For hun er bare et menneske, fristes man til at sige. Men sådan ser Trine ikke på det.

’’Det er mit arbejde at hjælpe dem, der står i den allersværeste situation. Så nytter det ikke noget, at de skal tage hensyn til mig, fordi jeg bliver følsom.’’

Trine går meget op i at være professionel.

Måske fordi hun har valgt et fag, hvor hun ved, at hun skiller sig ud. Som kvinde, og med det blonde hår, lange negle og mange tatoveringer.

’’Mange forbinder en bedemand med en alvorlig, ældre mand i sort jakkesæt. Så i starten skulle de lige prøve mig af, kunne jeg mærke. Men med tiden har de accepteret mig, som jeg er.’’

Interviewet foregår over en kop kaffe i forældrenes store køkkenalrum.

Det er nemlig her på matriklen, at Trine har sin arbejdsdag. Og kollegerne er hendes forældre og to søskende.

Mor og søster Mette laver blomster til begravelserne. Lillebror Mads laver gravsten sammen med far, der også har det overordnede ansvar for bedemandsbesøgene. Og Trine har ansvaret for kontoret og tager på bedemandsbesøg, når der er brug for det.

Bedemandsforretningen er udvidet i takt med, at børnene er kommet med. I dag har de ni afdelinger i Midtjylland og Nordjylland.

Med tiden skal børnene overtage forretningen.

Så imens vi andre taler om at finde den rette work-life-balance i vores arbejdsliv. Imens børn flytter hundredvis af kilometer væk fra deres barndomshjem for at få en uddannelse, stifte karriere og familie, er det hele smeltet sammen i det store, hvide hus i den lille nordjyske landsby Rold.

’’Selvom det måske lyder lidt gammeldags, så kunne jeg ikke forestille mig et bedre arbejdsliv. Vi er gode til at arbejde sammen og til at hygge os som familie imens. Der er ikke en skarp opdeling mellem arbejde og fritid, og det passer os alle godt.’’

’’Når der er tid til det, kører vi til bageren efter brød og til slagteren efter pålæg, og så spiser vi enten morgenmad eller frokost sammen. Og mine forældre hjælper gerne med at hente børnebørnene om eftermiddagen, hvis min søster eller jeg har travlt. Til gengæld kommer vi aldrig til at tage på ferie sammen, for der er altid én, der skal passe forretningen.’’