Tryg Forsikring hives i retten for at hæve priser uden varsel

Forbrugerombudsmanden stævner Tryg Forsikring for at have hævet sine forsikringspriser uden at varsle kunder.

Tryg er blevet stævnet af Forbrugerombudsmanden i en sag om prisstigninger. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Tryg er blevet stævnet af Forbrugerombudsmanden i en sag om prisstigninger. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forbrugerombudsmanden anlægger retssag mod Tryg Forsikring.

Retssagen handler om, at Tryg har hævet prisen på mange privatkunders forsikringer uden at varsle prisstigningerne.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Hvor mange privatkunder, der har fået hævet deres priser uden varsel, oplyses ikke af meddelelsen.

Prisstigningerne har fundet sted fra marts 2016 til februar 2020. I den periode er priserne forhøjet med cirka fire procent over indeks per år.

I Trygs forsikringsbetingelser står der:

- Vi varsler væsentlige ændringer af betingelser og/eller prisen senest 30 dage før forsikringsperioden udløber. Når du betaler forsikringen for en ny periode, accepterer du samtidig ændringerne, og forsikringen fortsætter med de ændrede betingelser og/eller pris. Indeksreguleringen betragtes ikke som en ændring af prisen for forsikringen.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse har Tryg ikke haft hjemmel i sine forsikringsbetingelser til at hæve prisen på forsikringerne uden varsel. Et sådan vilkår ville også være urimeligt, lyder det.

Sagen får nu Forbrugerombudsmanden til at stævne Tryg Forsikring.

- Tryg varslede ikke sine privatkunder om prisstigningerne, og derfor har kunderne efter vores opfattelse ikke været forpligtede til at betale prisstigningerne, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

- Efter vores opfattelse kan man slet ikke indgå en bindende aftale med sine kunder om, at de ikke vil blive varslet om prisstigninger. Den fortolkning af den aftaleretlige lovgivning er Tryg ikke enig i, og derfor har vi anlagt retssagen, siger hun i pressemeddelelsen.

I en mail skriver Susanne Lindhage, pressechef i Tryg, at forsikringsselskabet er meget ærgerlig over, at det er kommet så vidt, at der nu anlægges sag.

Hun skriver, at det naturligvis er vigtigt for Tryg, at kunderne kan have tillid til, at selskabet følger Forbrugerombudsmandens god skik og de særlige god-skik-regler, som gælder for forsikringsselskaber.

- Derfor er det også en sag, som vi ser med stor alvor på.

- Men vi er og har hele tiden været af den opfattelse, at vi har fulgt de gældende retningslinjer og fulgt Finanstilsynets anvisninger på området.

- Det er Forbrugerombudsmanden ikke enig i, og sagen må nu gå sin gang, hvilket vi ser frem til, siger Susanne Lindhage.

Hvis retten giver Forbrugerombudsmanden medhold, vil de berørte kunder som udgangspunkt kunne kræve prisstigningerne tilbagebetalt af Tryg Forsikring.

Der vil dog være stor forskel på kundernes tilgodehavender. Nogle kunders krav kan også være ophørt som følge af passivitet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden


Breaking
LIVE fra Mink-sagen - nu taler politikerne ud
Luk