Tysk opkøb giver transportselskabet DSV kraftig vækst
Jens H. Lund, der er topchef i DSV, er tilfreds med de robuste resultater trods geopolitisk usikkerhed.
Opdateret kl. 08:01
Den danske transport- og logistikvirksomhed DSV omsatte i første kvartal for 70,4 milliarder kroner.
Det viser selskabets kvartalsregnskab onsdag morgen.
Omsætningen er næsten 70 procent højere end i den tilsvarende periode sidste år.
Den kraftige vækst skyldes i høj grad opkøbet og integrationen af tyske DB Schenker.
Opkøbet, der blev lavet i slutningen af 2024, har gjort det danske selskab til den største transportudbyder i verden.
I første kvartal løftede DSV også sit driftsoverskud til knap 4,9 milliarder kroner. Det er en stigning på godt 25 procent.
Topchef Jens H. Lund kalder det et solidt økonomisk resultat.
- Resultaterne demonstrerer vores forretningsmodels robusthed på trods af stadig mere udfordrende markedsforhold og geopolitisk uro, siger han i regnskabet.
På trods af den kraftige vækst er overskuddet efter skat faldet fra 2,8 milliarder kroner til 1,6 milliarder kroner. Det skyldes udgifter til integrationen af DB Schenker.
Topchefen forklarer videre, at krigen mellem Iran, USA og Israel har lagt pres på selskabets kunder.
Konflikten har været med til at skabe store udsving i energipriserne.
Det ser dog ikke ud til at få de store konsekvenser for DSV nu og her. I hvert fald fastholdes forventningerne til hele året.
Driftsoverskuddet ventes at lande på mellem 23 og 25 milliarder kroner, når synergier fra integrationen af DB Schenker inkluderes.
Synergier kan være forskellige driftsfordele, som en sammenlægning af to selskaber kan føre med sig.
Trods fastholdelsen af forventningerne holder DSV et skarpt øje på, hvordan konflikten i Mellemøsten udvikler sig.
Selskabet skriver, at de risici, der relaterer sig til situationen i Mellemøsten, kan have uforudsigelige virkninger på den globale økonomi.
Og det kan altså i sidste ende få betydning for dets økonomiske udsigter.
- Vi overvåger løbende aktivitetsniveauerne og vil justere kapaciteten og vores omkostningsbase efter behov for at forbedre produktiviteten, skriver selskabet i sit regnskab.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.