Udlejer af telte: 2020 bliver et tabt år
Genåbning af samfundet vil tidligst nå til os, når sæsonen er næsten slut, siger direktør Tommy Telt, der håber på lokal støtte fremover

Galleri - Tryk og se alle billederne.
NØRRESUNDBY:For teltudlejningsfirmaet Tommy Telt på Voerbjergvej i Nørresundby bliver 2020 et tabt år.
På et pressemøde mandag stillede statsminister Mette Frederiksen ganske vist i udsigt, at en begyndende genåbning af samfundet er en mulighed efter påske, men ifølge firmaets direktør Tommy Telt er løbet så godt som kørt.
- Fra samfundet bliver lukket op og frem til, at vi kommer i gang med at leje telte og andet ud, er vi langt henne på den anden side af sommerferien. Denne mulige genåbning kommer ikke tidsnok til at hjælpe os, siger direktøren for firmaet, der udover telte også udlejer alt det øvrige tilbehør, der er nødvendig ved store arrangementer.
Ingen store arrangementer
Tommy Telt forklarer uddybende, hvorfor han ikke anser en snarlig genåbning som noget, der gør den store forskel:

Havde det ikke været for coronaen, stod højsæsonen snart for døren og firmaet arbejdsgiver for op imod 15 mand. I øjeblikket kan Tommy Telt overkomme alle opgaver selv. Kim Dahl Hansen
- Jeg tror ikke, man får lov til at lave de helt store arrangementer i år, og så tror jeg, at mange firmaer, der ellers har haft planer om jubilæer og den slags, vil være tilbageholdende med at påføre sig selv udgifter, fordi de ikke ved, hvor de står økonomisk. Så selv om vi skulle få lidt at lave i sensommeren, kommer vi højst til at kunne holde skindet på næsen, siger Tommy Telt.
Har afskediget de fleste
Som konsekvens af situationen har han afskediget de fleste af firmaets 10 fastansatte og sendt de øvrige hjem. For sidstnævnte vil han søge om at få tilskud fra statens pulje til lønrefusion til firmaer, der vælger at fastholde ansatte på lønningslisten.
Når der åbnes for hjælpepakken, der gør det muligt at få kompensation for tabt omsætning, vil Tommy Telt også være at finde blandt ansøgerne.
- Jeg håber, vi også kan få nogle penge der, for det er på det absolut værste tidspunkt det her har ramt os. Fra midten af april og de næste fem måneder, skal vi lave 80 procent af vores omsætning, siger Tommy Telt.

En katastrofe, konstaterer Tommy Telt om den situation, der har ramt hans og mange andre firmaer. Kim Dahl Hansen
Aflysninger strømmede ind
Teltudlejeren fortæller, at umiddelbart samtidig med, at regeringen først i marts opfordrede til aflysning af arrangementer med flere end 1000 personer, blev arrangementer, fester, store events ved sportsbegivenheder aflyst på stribe.
Siden er konfirmationer blev udskudt, og samlet har Tommy Telt fået så mange af aflysninger, at han i dag sidder med en blank ordrebog bortset fra et enkelt arrangement i april, som han heller ikke forventer gennemført.

Forårets opgaver har været ganske få. Ironisk nok var en af dem udløst af virusset fra Kina. Tommy Telt leverede teltene, som regionen skulle bruge til test af muligt smittede.
- Kort sagt en katastrofe
- Det er kort sagt en katastrofe. De arrangementer, der bliver aflyst, får vi jo ikke tilbage som arbejde på et andet tidspunkt. Så det er en rigtig alvorlig sag for os, siger direktøren, der dog påpeger, at firmaets overlevelse ikke er truet.
- Men der bliver ikke til julegaver i år, siger direktøren, der udtrykker håb om, at situationen fører til øget forståelse for nødvendigheden af at støtte de lokale virksomheder, eller i det mindste sikre sig, at der konkurreres på lige vilkår.
- Mere fair konkurrence
- Min virksomhed har overenskomst, så mine ansatte er sikret både overenskomstmæssig løn og pensionsindbetaling, og samtidig er de miljømæssige ting i orden. Mit nødråb i den her sammenhæng er, at man fra kommunens side sikrer sig, at de arrangementer, der får støtte, stiller krav om at den slags forhold er i orden. Fra politisk hold taler man stolt om sociale klausuler, men det bør man lade følge af handling, hvis man gerne vil beholde de arbejdspladser, der er i mit firma, siger Tommy Telt, der oplyser, at han har 10 fastansatte og fem ekstra om sommeren, når der er mest travlt.

Den tomme lastbil uden for firmaets hal, der er tæt pakket med telte og andet udstyr til store arrangementer, taler sit tydlige sprog. Der er ikke noget at køre med i øjeblikket. Kim Dahl Hansen
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.