Udlicitering af rengøring: Kommune håber på snarlig løsning efter konkurs

Privat virksomhed har opsagt alle rengøringsassistenter, så nu er kommunen kommet i arbejdstøjet

Rengoering.com A/S har siden juni været genstand for kritik, hvor medarbejdere sendte et åbent brev til kommunalbestyrelsen. Her er det de fire rengøringsmedarbejdere, fra venstre Dorthe Poulsen, Louise Kær Nielsen, Helle Madsen og Ann Christensen. Louise Kær Nielsen blev afskediget i juli efter kritik af Rengoering.com. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Rengoering.com A/S har siden juni været genstand for kritik, hvor medarbejdere sendte et åbent brev til kommunalbestyrelsen. Her er det de fire rengøringsmedarbejdere, fra venstre Dorthe Poulsen, Louise Kær Nielsen, Helle Madsen og Ann Christensen. Louise Kær Nielsen blev afskediget i juli efter kritik af Rengoering.com. Arkivfoto: Martin Damgård

AABYBRO:Fredag morgen samledes medarbejdere fra Rengoering.com A/S i byrådssalen i Aabybro med blandt andre borgmester Mogens Chr. Gade (V) for at drøfte mulige scenarier, efter den private virksomhed har kastet håndklædet i ringen og meddelt, at den har indleveret en konkursbegæring. Situationen tvinger kommunen til at finde anden leverandør af rengøring frem til og med udgangen af 2023, hvor kontrakten med Rengoering.com efter planen udløb.

- Jeg har her til morgen holdt et møde med det konkursramte firmas medarbejdere for at orientere om, hvordan vi prøver at tackle situationen og for at udtrykke vores empati og sympati med medarbejderne, som er tydeligt berørte, siger Mogens Chr. Gade.

Hos 3F Midtvendsyssel, hvor en del af medarbejderne er organiseret, lover formand Per Kjeldsen, at der bliver taget hånd om de berørte medarbejdere, som ikke har fået løn og pension for september.

- Vi ved endnu ikke, hvem der overtager opgaven, men vi har meddelt vores medlemmer, at de vil få deres manglende løn – ikke gennem virksomheden men gennem Lønmodtagernes Garantifond, siger Per Kjeldsen og medgiver, at det er en manøvre, der er forbundet med en længere sagsbehandlingstid.

- For at undgå at vores medlemmer kommer til at stå i en økonomisk klemme, yder vi den nødvendige økonomi, indtil sagen er afsluttet hos Lønmodtagernes Garantifond, siger han.

Håb om en løsning hurtigst muligt

Meddelelsen om virksomhedens konkursbegæring kommer ikke helt uventet for borgmesteren, og derfor er der blevet arbejdet i kulisserne på at finde et alternativ til Rengoering.com A/S.

- Vi har udvist fælles front sammen med medarbejderne i forhold til de udfordringer, der har været. Men virksomheden er ikke lykkedes med økonomien, og vi har kendt risikoen for, at elastikken på et tidspunkt kunne springe, siger han.

Derfor er der blevet arbejdet med to scenarier: Et, hvor Kongsvang Cleaning & Facility A/S, som sammen med Rengoering.com A/S har stået for rengøringen af de kommunale bygninger, overtager opgaven.

- Vi er i dialog med Kongsvang for at se, om vi kan finde en løsning, der sikrer, at medarbejderne kan fortsætte på de arbejdspladser, de kender, siger Mogens Chr. Gade.

Det andet scenarie er, at kommunen hjemtager rengøringen i de institutioner, som Rengoering.com A/S hidtil har stået for. Uanset hvilken løsning det ender med, er håbet at finde en snarlig løsning.

- Målet er at komme i gang igen mandag. Det er vigtigt af hensyn til de berørte medarbejdere og også i forhold til at sikre rengøringen af de kommunale institutioner, siger Mogens Chr. Gade. 

Jammerbugt Kommune besluttede at udlicitere rengøring med virkning fra 1. januar 2020, og kontrakten løber til og med udgangen af 2023. 

Udlicitering af rengøringsopgaven i Jammerbugt Kommune

  • Fra januar 2020 blev rengøring på skoler, daginstitutioner og administrationsbygninger i Jammerbugt Kommune udliciteret til to private selskaber. Aftalen løber til og med udgangen af 2023.
  • De to firmaer er Rengoering.com A/S og Kongsvang Cleaning & Facility, som varetager henholdsvis den østlige del og vestlige del af kommunen.
  • Der er ansat 33 medarbejdere ved Rengoering.com A/S. Torsdag aften fik de besked på, at de var opsagt og fritstillet, da virksomheden havde indgivet konkursbegæring.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden