Udsigt til stigende renter sender C25-indekset kraftigt ned
C25-indekset er fredag lukket i laveste niveau siden Ruslands invasion af Ukraine. Det skyldes renteudsigter.
Det danske aktiemarked har fredag oplevet nogle af de største fald i ugevis.
Samlet er det ledende aktieindeks, C25, lukket 3,4 procent lavere. Det er det største fald på en dag i flere uger.
Med faldet ligger C25-indekset i indeks 1662,53. Det er det laveste niveau, siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar. Det skriver MarketWire.
C25-indekset består af nogle af de største og mest handlede aktier på det danske aktiemarked. Blandt andet aktierne i Mærsk, Vestas og Novo Nordisk er med i indekset.
Det er især udsigterne til stigende renter, som fredag har skabt usikkerhed og sendt aktierne i Danmark ned. Det vurderer aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen.
- Vi har i et stykke tid været vant til et miljø med ultralave renter. Det stopper nu, hvor man er begyndt at hæve renterne i USA.
- Det giver et helt nyt regime, når det er sådan, at penge ikke længere er gratis. Så bruger man dem også mindre lemfældigt.
- Det vil sige, at aktieinvestorerne køber mindre ind af de dyreste aktier og måske sælger mere ud af dem, siger Jacob Pedersen.
Fordi flere af de danske aktier er højt prissat - altså de er blevet handlet op i nogle høje niveauer - går det særligt ud over dem, tilføjer aktieanalysechefen.
Onsdag valgte den amerikanske centralbank at hæve sin ledende rente med 0,50 procentpoint.
Det var første gang siden år 2000, at banken hævede renten med mere end 0,25 procentpoint på én gang.
Selv om rentestigningen og yderligere af slagsen menes at kunne håndtere noget af den høje inflation, der er i USA, så er der også stærk bekymring for, om det er nok, og hvordan forbrugerne står.
Det har både torsdag og fredag skabt bekymring på aktiemarkederne med en tendens til faldende aktier til følge.
- De renteforhøjelser, vi ser nu, kommer for at tøjle inflationen.
- Det er strengt nødvendigt, at de bliver gennemført, for ellers så risikerer vi, at det, der i øjeblikket er en ret overophedet økonomi, kan ende med en ret hård landing. Og det vil vi gerne undgå, siger Jacob Pedersen.
Det forventes blandt økonomer, at Den Europæiske Centralbank (ECB) enten i juli eller september vil begynde at hæve sin ledende rente.
Renteudviklingen i ECB følges med særligt stor interesse i Danmark, da der fra dansk side føres fastkurspolitik for kronen i forhold til euro. For at leve op til den politik er Nationalbanken nødt til at lægge sig tæt på ECB's rente.
Det er også årsagen til, at Nationalbanken plejer at ændre sin rente, når ECB har ændret sin.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.