aktie

Udskiftning i dansk elite-aktieindeks: Nordea erstatter Lundbeck

Nordeas aktie bliver indlemmet i toneangivende dansk aktie-indeks, mens Lundbeck glider ud.


Opdateret kl. 09:14

På mandag skifter en af de 25 pladser i det toneangivende danske aktieindeks, C25, hænder. Her tager banken Nordea plads i stedet for medicinalfirmaet Lundbeck.

Det oplyser Nasdaq Copenhagen, som fondsbørsen officielt hedder, i en pressemeddelelse.

C25 er et indeks over de mest omsatte aktier på fondsbørsen i København. Hvert halve år laver fondsbørsen derfor en gennemgang for at sikre, at det er de rigtige aktier, der er noteret i indekset.

Indekset består af nogle af de største danske børsnoterede selskaber såsom A.P. Møller Mærsk, Novo Nordisk og Ørsted.

Udskiftningen kommer, efter at Lundbeck i sidste uge splittede sine aktier i A- og B-aktier.

Når man splitter aktierne op på den måde, kan man give de forskellige aktier forskellig vægt. I Lundbecks tilfælde får en A-aktie ti stemmer, mens en B-aktie får en stemme.

Dermed kan Lundbeck Fonden nemmere beholde sin stemme-majoritet i ejerkredsen, samtidig med at der kan rejses ny kapital til Lundbeck ved at sælge nye B-aktier.

Lundbecks ny-splittede aktier havde første handelsdag fredag i sidste uge. Men fra næste uge kommer hverken A- eller B-aktier til at indgå i C25-indekset.

Medicinalfirmaet Lundbeck udvikler og fremstiller lægemidler med fokus på hjernesygdomme. I 2021 omsatte selskabet for over 16 milliarder kroner og havde over 5300 ansatte, hvoraf over 1700 er i Danmark.

Banken Nordea, der har hovedkvarter i Helsinki i Finland, driver forretninger i Finland, Danmark, Sverige og Norge.

Sidste år omsatte Nordea for 9,6 milliarder euro - svarende til 71,4 milliarder kroner. Banken har omkring 27.000 ansatte - heraf 6800 i Danmark.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden