Erhverv

Unge mennesker skal lære, at de kan gøre en forskel: Sådan hjælper vi dem på vej

Fremtiden tilhører de unge. Derfor skal ledere huske at give de unge de rette kompetencer, så de opdager, at de kan gøre en forskel. Regionsleder ved Fonden for Entreprenørskab, Nordjylland giver her sit bud på hvordan.

Derfor skal du læse denne artikel

Hvordan kan vi sikre, at de unge er klar til den fremtid, de står over for? Det kan du blive klogere på i dag.

Hver uge giver vi nemlig ordet til en nordjyske leder med noget på hjerte. Denne uge er det Lene Lund, som er regionsleder i Fonden for Entreprenørskab, Nordjylland, som er den regionale afdeling af det nationale videncenter, Fonden for Entreprenørskab.

Skrevet af Lene Lund, regionsleder ved Fonden for Entreprenørskab, Nordjylland.

Vi ser verdensmål over det hele, også i uddannelsessystemet. Børn og unge er bevidste om fremtidens trusler, og der påhviler tunge opgaver forude. Men vi skal sikre, at der ikke bliver tegnet skræmmebilleder om verdens undergang, hvor magtesløsheden fylder. I stedet skal vi som ledere fremelske motivation, lyst og nysgerrighed blandt børn og unge, så de opdager, at de kan gøre en forskel i verden.

I Fonden for Entreprenørskab arbejder vi for at udbrede entreprenørskabsundervisning til alle elever og studerende i Danmark. Forskningen viser nemlig, at den type undervisning giver dem evner til og erfaring med at skabe, forandre og gøre en forskel i verden.

Vi kan bruge entreprenørskab og innovation til, at børn og unge i højere grad kan tage lederskab for egen læring og lederskab for at finde løsninger. Innovation og entreprenørskab er mere end buzzwords og store præmiechecks til førstepladsen ved konkurrencer. Det handler om at lære børn og unge omtanke, og at de selv kan gøre en forskel. Det handler om dannelse.

- Vi er på vej, men vi kan blive endnu bedre, skriver Lene Lund. Foto: Claus Søndberg.

Vi skal opmuntre de unge mennesker til løsninger

Jeg håber og tror på, at vi lige rundt om hjørnet vil se flere på arbejdsmarkedet, der i højere grad tager ejerskab på eksekvering af egne gode idéer – hvad enten det er som iværksætter eller som medarbejder, og det skal virksomhedsledere være parate til at imødekomme.

Den passion og ejerskab, jeg oplever blandt børn og unge, når flere hundrede elever fra 6.-7. klasse deltager i opfinderkonkurrencen Projekt Edison med årets tema, Klima – hvordan kan du gøre en forskel, skal næres.

Som Regionsleder for Fonden for Entreprenørskab er jeg fortrøstningsfuld omkring fremtidens unge. De er hammerdygtige, og vi har en forpligtigelse til at tilskønne dem til at tænke i løsninger, når verdens udfordringer præsenteres.

Derfor ser jeg gerne et større samspil mellem de mange spændende initiativer inden for den grønne dagsorden i Nordjylland og uddannelsessystemet. Der er så mange dygtige undervisere, elever, institutioner og virksomheder, der kan hjælpe og understøtte hinanden inden for denne vigtige dagsorden, hvis vi systematiserer og inviterer hinanden ind og stiller os til rådighed overfor hinanden. Vi er på vej, men vi kan blive endnu bedre.

Lene Lund har de sidste fem år arbejdet som regionsleder ved Fonden for Entreprenørskab, Nordjylland. Foto: Claus Søndberg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden