eksport

USA har højeste inflation i 40 år - kan ramme Danmark

Inflationen var i december på syv procent i USA. Det kan ramme dansk eksport, vurderer økonom.

Den amerikanske inflation var i december på det højeste niveau siden 1980'erne.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid, og i december var de syv procent højere end et år tidligere.

Det er den største stigning på et år siden 1982, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den høje inflation udfordrer ifølge cheføkonom Søren Kristensen, Sydbank, de amerikanske forbrugere.

- Det betyder nu, at selv om de amerikanske lønningerne stiger hurtigere end normalt, så kan de ikke følge med priserne.

- Altså er reallønnen i USA lige nu i bakgear – og samtidig er speederen trykket i bund, skriver han i en kommentar.

Det kan også risikere at give problemer for den danske økonomi, da Danmark eksporterer mange varer til USA.

- Løber inflationen i USA løbsk, så udhuler det den amerikanske forbrugers købekraft og muligheder for at købe danske eksportvarer.

- Da USA er vores største eksportmarked vil det kunne mærkes herhjemme i form af en lavere eksportvækst, vurderer cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en kommentar.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden