USA skaber stadig job i støt tempo

Nye jobtal fra USA synes at bane vejen for en snarlig renteforhøjelse. 315.000 nye job uden for landbruget.

Jobskabelsen i USA ender på 315.000 i august - lidt mere end økonomernes forventning på 300.000 job. Ledigheden er nede på 3,7 procent, og mange steder er der mangel på arbejdskraft. (Arkivfoto) <i>Robyn Beck/Ritzau Scanpix</i>

Jobskabelsen i USA ender på 315.000 i august - lidt mere end økonomernes forventning på 300.000 job. Ledigheden er nede på 3,7 procent, og mange steder er der mangel på arbejdskraft. (Arkivfoto) Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Der blev i august skabt 315.000 job uden for landbruget i USA. Det er lidt færre end måneden før, men stadig en markant tilvækst.

Dermed synes vejen banet for en ny snarlig renteforhøjelse. Økonomer gætter på en forhøjelse på 0,75 procent. Det vil i så fald blive den tredje hen over de lyse måneder.

- Det er en godkendt jobrapport. Jobvæksten er fin, men ikke nok til at undgå en lille stigning i ledigheden. Der er flere i job end før corona. Det giver den amerikanske centralbank et fint manøvrerum til at fortsætte med at skrue renten yderligere i vejret, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Cheføkonom i Dansk Metal, Erik Bjørsted er imponeret over, at beskæftigelsen fortsat stiger så kraftigt i USA.

- I USA er der flere ledige stillinger end arbejdsløse, og derfor ville det ikke være mærkeligt, hvis det amerikanske joblokomotiv på et tidspunkt løb tør for kul. Det er dog ikke sket endnu, konstaterer han.

Men med rentestigningerne for at tøjle inflationen vil der komme et tidspunkt, hvor beskæftigelsen begynder at falde, siger han.

Arbejdsløshedsprocenten ender på 3,7 procent.

Nu er spørgsmålet kun, om USA's centralbank vælger at hæve renten med 0,5 eller 0,75 procentpoint ved næste møde den 21. september, siger Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.

Det afhænger af de inflationstal, der kommer senere på måneden.

- Den amerikanske centralbank går en meget svær balancegang, siger Kristian Skriver.

- På den ene side er det nødvendigt at lægge en dæmper på den voldsomt høje inflation, men samtidig skal de sikre, at økonomien ikke taber al dampen, så arbejdsløsheden stiger markant. Der er risiko for, at amerikansk økonomi ikke får en blød landing og i stedet ender i recession.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.