Utilfredse vognmænd holdt hemmeligt møde: Her er deres nye plan
Gruppen af utilfredse vognmænd lægger sig ikke ned foreløbigt, og der vil komme flere protestaktioner
Opdateret kl. 17:02
NORDJYLLAND: Vognmænd over hele landet blokerede veje i protest mod den foreslåede og omstridte kilometerafgift.
Lige lidt hjalp det dog. 1. juni vedtog et flertal i Folketinget kilometerafgiften for lastbiler.
Siden da har gruppen af utilfredse og protesterende vognmænd ikke gjort det store væsen af sig. Men lørdag 24. juni mødtes en større gruppe af vognmænd.
Dagsordenen for mødet blev holdt hemmelig for offentligheden. Det fortalte gruppens talsmand til Transportmagasinet lørdag.
Sikkert var det dog, at der skulle tages stilling til et eventuelt næste træk. Og et næste træk - det kommer der.
- Vognmændenes utilfredshed med den nye kilometerafgift skyldes blandt andet, at de mener, den rammer geografisk skævt i Nord- og Vestjylland, der kører flere kilometer for at nå ud til kunderne.
- Samtidig bliver afgiften dyr og besværlig at administrere, lyder det fra vognmændene, som peger på, at størstedelen af regningen til slut havner hos kunderne.
- Vognmænd skal fra 2025 af betale i gennemsnit 1,3 kroner pr. kørt kilometer.
- For den enkelte vognmand kan der være tale om en ekstraregning i millionklassen. C.M. Transport i Nørresundby har tidligere anslået over for Nordjyske, at de vil skulle betale 8,2 mio. kr. ekstra om året.
- Den nye kilometerafgift skal ifølge politikerne være med til at skubbe på den grønne omstilling i transportbranchen.
- En vognmand har overfor Nordjyske tidligere forklaret, at han har svært ved at se, hvordan forslaget skubber på den grønne omstilling i transportbranchen. Han mener ikke, at vognmændene kan få bilerne over på el, fordi infrastrukturen endnu ikke er tilstrækkeligt.
Vil blive hørt igen
Det fortæller talsmanden for gruppen af utilfredse og protesterende vognmænd, advokat Jacob Forman.
Tilbage i maj mødtes omtrent 160 vognmænd på Fyn til stormøde for at evaluere forløbet og resultaterne af vognmandsblokaden.
Her blev det besluttet, at en mindre gruppe af aktører skulle sætte sig sammen for at finde ud af, hvad man kunne bruge resultaterne af aktionen til.
Den mindre gruppe mødtes lørdag. Det har ført til etableringen af et interesse-selskab med navnet "Forandring Danmark".
- Vi er i gang med at skabe nogle faste rammer omkring "Forandring Danmark". Det indebærer også, at vi skal have skabt noget økonomi. Der skal økonomi til, hvis vi skal yde en rigtig modstand til politikerne og den nu vedtaget kilometer-afgift, siger Jacob Forman.
- Formålet med mødet i går (lørdag) var at finde ud af, hvordan vi kommer videre herfra. Min fornemmelse er, at vognmændene vil give den her lovgivning kamp til stregen.
Flere aktioner på vej
Modspillet fra vognmændene vil blandt andet indebærer nye aktioner i lighed med vognmandsblokaden.
- Der vil blive flere aktioner, men det er for tidligt i forløbet at fortælle, hvordan og hvornår aktionerne vil finde sted, siger Jacob Forman.
- Det vigtigste er, at aktionerne skal udføres med samme lovlighed, charme og elegance som sidst. Det gav stor genlyd i Danmark, og opbakningen og interessen fra befolkningen var stor. Det skal vi arbejde videre med.
Netop interessen fra befolkningen er for talsmanden vigtig.
Konsekvenserne af loven er for især små og mellemstore vognmandsforretninger store, og politikerne har ikke været lydhøre, mener han.
Kampen er ikke forbi
Derfor bliver der næppe meget dialog med politikerne.
Brancheorganisationen for dansk vognmænd, DTL, blev efter vognmandsblokaden inviteret til møde med transportminister Thomas Danielsen (V) og skatteminister Jeppe Bruus (S).
Det kom der imidlertid intet ud af.
- Der blev ikke rykket så meget som et komma i lovteksten, siger Jacob Forman.
Derfor er en dialogbaseret tilgang ifølge talsmanden nytteløs.
I stedet vil "Forandring Danmark" demonstrere og sprede sit budskab til alle andre dele af Danmark.
- Vognmændene og chaufførerne er teknikere, der kan se lige igennem lovgivningen. Selvom politikerne forsøger at sælge kilometer-afgiften som et miljø-tiltag, er der fra vores perspektiv ingen tvivl om, at der reelt set er tale om en skatteudskrivning, siger Jacob Forman.
- Det kan resten af den danske befolkning også gennemskue. Derfor skal vi holde liv i debatten og huske befolkningen på den alvorlige beslutning, som politikerne har truffet.
Selvom politikerne allerede har vedtaget kilometer-afgiften, mener vognmændene ikke, at kampen er slut.
- Vi må indrømme, at der efter lovgivningens vedtagelse står 1-0 til politikerne. Nu har vi indkaldt til timeout, og så må vi se, hvad der sker i fremtiden, siger Jacob Forman.
Som helt ung blev Jacob Forman udlært automekaniker og har sidenhen været langturschauffør, for først derefter at uddanne sig til jurist.
Jacob er specialiseret i vognmandsbranchen og fører altid sager med udgangspunkt i sin viden inden for mekanikerfaget, indsigten i chaufførernes hverdag og sine 25 års erfaring som jurist.
CV:
- Uddannet automekaniker i 1978
- Langturschauffør i Mellemøsten og Sydeuropa i perioden 1982-1985
- jur. fra Århus universitet i 1991
- Fra 1991-1995 ansat på advokatkontor i Silkeborg
- Jurist i DV/DTL i perioden 1995-2000
- Juridisk chef i FDM i perioden 2000-2002
- Eget advokatkontor fra 1. marts 2003
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.