Værft opnår historisk højt resultat, og det er der især én gigantisk grund til
Det store værft Orskov Yard har taget deres nye dok i brug, og det nye værftsområde har i det helt taget bidraget betydeligt til det flotte resultat

Den blå Dok 5, der ses her, er den nyeste værftsfacilitet hos Orskov Yard. Dok 5 er 180 meter lang og 30 meter bred. Foto: Orskov Yard
FREDERIKSHAVN:Det går forrygende på Frederikshavns store maritime arbejdsplads.
Orskov Yard A/S har netop offentliggjort årets resultat for regnskabsåret 2021/22, og det er historisk godt.
Værftets overskud udgør 52 mio. kr. efter skat, hvilket ledelsen anser for meget tilfredsstillende. I fjor var resultatet 36 millioner kroner, og året før var overskuddet på 25 millioner kroner.
Omsætningen i 2021/22 udgør 699 mio. kr. mod 680 mio. kr. året før.
Der er en gigantisk god forklaring på, at det går godt på værftet: En stor blå dok.
- Årsresultatet er et resultat af, at selskabet i hele regnskabsåret har haft fuld udnyttelse af de udbyggede værftsfaciliteter, hvor det nye værftsområde inklusiv Dok 5 har bidraget betydeligt til værftets høje aktivitetsniveau, oplyser administrerende direktør Lars Fischer.
I tillæg til det nye værftsområde har værftet opført et 1600 m2 stort rør- og maskinværksted, som er taget i brug i foråret 2022.
Lars Fischer forklarer, at Orskov Yard udfører reparation og ombygning af mange forskellige skibstyper, hvor segmenternes investering i opgradering og ombygning af skibene ofte er afhængige af samfundstendenser og ændringer i blandt andet fragtrater, passagertal, oliepris, kvoter, lovændringer eller nye energikilder.
- Som en konsekvens deraf, har vi i regnskabsåret udført mange og store opgraderinger af nordatlantiske fabrikstrawlere, offshore-skibe og tankskibe.
- I tråd med den grønne omstilling oplever vi ligeledes en øget aktivitet indenfor ombygning og service af skibe der vedligeholder offshore vindmølleparker, såkaldte Windfarm Service Operation Vessels (SOV), udtaler administrerende direktør Lars Fischer.
Via det nye værksted og værftets ansatte tilbydes moderne faciliteter og et højt kompetenceniveau for blandt andet mekaniske overhalingsopgaver af propellerudstyr, thrustere, ror og spil, hvilket anerkendes af værftets kunder og samarbejdspartnere.
Værftets øvrige dokke og produktionsfaciliteter har ligeledes været godt udnyttet i store dele af regnskabsåret, hvor værftet dokkede det største skib der til dato har anløbet værftet målt på bruttotonnage, et ultra-luksuriøst krydstogtskib fra et amerikansk rederi. Ligeledes har værftet udført en større ombygning af et krydstogtsskib i ekspeditionsklassen.
Værftets medarbejdere har i årets løb haft stor fokus på færdiggørelse af det nye værftsområde og begynder nu at se synergien, fleksibiliteten og kapacitetsniveaet for det samlede værftsområde.
- For til stadighed at sikre en højt kvalificeret arbejdsstab, som kan imødekomme kundernes krav, har vi kontinuerligt fokus på sikkerhed, arbejdsmiljø samt uddannelse. Vi har pt. 23 lærlinge, som er under uddannelse som smed eller skibsmontør hos os. Dette vil også være et af vores fokusområder i de kommende år sammen med en accelereret fokus den grønne omstilling, udtaler direktør Christina Ørskov.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.