Værftsdirektør fyret: - Jeg troede, jeg skulle til lønforhandling

Direktøren for Hirtshals Yard fik kun 19 måneder i direktørstolen. Afløseren er fundet

Peter Rishøj Jørgensen blev i sommeren 2020 ansat som direktør for Hirtshals Yard og Vestkajens Maskinværksted. Arkivfoto: Foto: Hirtshals Yard

Peter Rishøj Jørgensen blev i sommeren 2020 ansat som direktør for Hirtshals Yard og Vestkajens Maskinværksted. Arkivfoto: Foto: Hirtshals Yard

HIRTSHALS:Peter Rishøj Jørgensen er fyret som administrerende direktør for Hirtshals Yard og Vestkajens Maskinværksted.

Fyringen skete torsdag og kom som et lyn fra en klar himmel, fortæller Peter Rishøj Jørgensen, der også har skrevet om fyringen på de sociale medier.

- Jeg troede, jeg skulle til en lønsamtale, men da jeg kom ind, fortalte bestyrelsen, at jeg var opsagt, da man ønskede en anden profil til stillingen som direktør, siger han.

Peter Rishøj Jørgensen blev udnævnt til administrerende direktør på Hirtshals Yard i sommeren 2020, da han overtog posten efter Rasmus Brohus.

I foråret 2021 blev Hirtshals Yard dog erklæret konkurs, da det norske forsikringsselskab Havtrygd krævede 50 millioner kroner i kølvandet på ulykken i 2018, hvor den store overdækkede flydedok væltede

I august 2018 væltede flydedokken hos Hirtshals Yard, hvilket efterfølgende førte til en konkurs for skibsværftet. Arkivfoto: Bente Poder

I august 2018 væltede flydedokken hos Hirtshals Yard, hvilket efterfølgende førte til en konkurs for skibsværftet. Arkivfoto: Bente Poder

En række lokale investorer trådte til og overtog aktiviteterne.

Peter Rishøj Jørgensen fortsatte dog som direktør.

Nu er han så fyret efter 19 måneder i direktørstolen.

Flydedokken i Hirtshals Yard ved en tidligere lejlighed. Arkivfoto: Dan S. Hansen

Flydedokken i Hirtshals Yard ved en tidligere lejlighed. Arkivfoto: Dan S. Hansen

Kom som et chok

- Jeg er virkelig overrasket. Jeg ved godt, at ikke alt kører 100 procent, som vi alle gerne vil, men jeg har heller ikke fået noget varsel om, at noget skulle ændres. Jeg har ikke fået nogle indikationer på en fyring, og derfor troede jeg, at det var en lønforhandling, som jeg blev kaldt til, uddyber han.

- Det var i sandhed et lyn fra en klar himmel, siger han.

Nordjyske har også talt med bestyrelsesformanden i Hirtshals Yard A/S, Torben Andersen, og han ønsker ikke at kommentere fyringen.

- Jeg vil kun sige, at afskedigelsen er sket i god ro og orden, og baggrunden egner sig ikke til avisen, siger han.

Hvad der nu skal ske, vil Peter Rishøj Jørgensen bruge noget tid til at overveje.

- Fremtiden må vise, hvad jeg skal lave. Jeg skal lige komme mig over dette her, og så skal jeg have endelig styr på fyringen, siger han.

Anders Hecht-Pedersen, ny øverste chef for Hirtshals Yard. PR-foto.

Anders Hecht-Pedersen, ny øverste chef for Hirtshals Yard. PR-foto.

Afløseren

Hirtshals Yard har fundet hans afløser. Anders Hecht-Pedersen er tiltrådt stillingen som ny administrerende direktør for værftet og Vestkajens Maskinværksted, og det er en særdeles erfaren og strategisk tung kapacitet, der således stiger ombord.

Anders Hecht-Pedersen har i mere end 20 år drevet virksomheden Nicon Industries, som han solgte i 2017. Efter salget af Nicon Industries var Anders Hecht-Pedersen selvstændig i en periode, før han tiltrådte stillingen som projektleder og siden Vice President, Head of Procurement, i Bladt Industries.

- Jeg er virkelig glad for at få muligheden for at sætte mit præg på så vigtige arbejdspladser som værftet og beddingen i Hirtshals. Jeg er sikker på, at vi står med et uforløst potentiale på hænderne, og vi har vist, at vi evner at samarbejde bredt på tværs af de mange industrier og virksomheder, som udgør hele økosystemet omkring Hirtshals Yard og Vestkajens Maskinværksted, udtaler han i en pressemeddelelse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.