Venner slog lejr i lufthavnen efter aflysning hos SAS

Fire venner besluttede at overnatte i lufthavnen, da deres SAS-fly blev aflyst. De endte med at komme afsted.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ved midnatstid søndag tog en gruppe gymnasievenner fra Holbæk til Københavns Lufthavn og slog lejr i Terminal 3.

De skulle egentlig først flyve til den græske ø Rhodos næste morgen, men de havde netop fået en besked fra SAS om, at deres fly var aflyst.

Og så satte de alt ind på at få plads på en anden afgang.

- De skrev egentlig, at de ikke havde nogen alternativer til os, men vi tog chancen alligevel, siger Benjamin Andersen.

Så vennerne overnattede foran SAS' kontor i lufthavnen. Efter halvanden times diskussion med personalet næste morgen blev de til deres store lettelse ombooket til nye afgange.

De i alt 12 venner blev spredt på tre forskellige afgange. Fire af dem flyver fra København via Athen tirsdag.

Strejken blandt SAS' piloter blev afblæst natten til tirsdag, da piloterne og luftfartsselskabet nåede frem til en overenskomstaftale.

Siden strejkens begyndelse 4. juli er tusindvis af passagerer blevet berørt af strejken på grund af aflyste flyafgange.

- Vi har set på andre flybilletter på grund af strejken, men havde ikke lyst til at miste penge på ekstra billetter, siger Benjamin Andersen.

Et feriehus stod allerede mandag og ventede på Rhodos, og hvis ikke de var kommet med et fly fra København, var de klar til at finde alternative transportformer, fortæller én af de andre i vennegruppen.

- Vi har overvejet alt. At tage et tog til Hamburg eller Malmø og flyve derfra. Vi har også tænkt på at leje en bil og køre. Det tager 40 timer, men vi ville bare gerne derned, siger Malte Beck.

Et andet sted i Terminal 3 står Rikke og Kenneth Hansen med deres to døtre og er i gang med at tjekke ind på en af selvbetjeningsmaskinerne.

De skal også flyve til Grækenland med SAS - dog ikke til Rhodos, men til Thessaloniki. Familiens sommerferie hang i en tynd tråd næsten indtil sidste øjeblik på grund af pilotstrejken.

Først mandag aften fik de besked fra selskabet om, at deres fly faktisk ville afgå tirsdag, sådan som det var planlagt.

- Det har været utroligt stressende ikke at vide, om vi ville komme på ferie, eller om vi skulle blive hjemme.

- Vi har trængt til at komme afsted i mange år, siger Kenneth Hansen.

Der ventede både en feriebolig og lejebil på familien i Thessaloniki. Så alt var klappet og klart, og flybilletterne var bestilt flere måneder i forvejen.

- Vi bestilte flybilletter i god tid gennem SAS, fordi vi tænkte, at det trods alt er bedre end så mange andre flyselskaber. Så vi troede, at vi var på den sikre side, siger Kenneth Hansen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.