Vestas sætter fire vindmølleprojekter i bero i Rusland

I sidste uge satte dansk vindmøllegigant stopper for nye russiske handler, og nu er fire projekter på pause.

Egentlig skulle den første af fire nye russiske vindmølleparker begynde at producere el fra slutningen af 2022, men på grund af krigen i Ukraine sætter Vestas projekterne på pause. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Egentlig skulle den første af fire nye russiske vindmølleparker begynde at producere el fra slutningen af 2022, men på grund af krigen i Ukraine sætter Vestas projekterne på pause. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Først meldte Vestas ud, at den danske vindmøllegigant stopper med at indgå nye russiske handler, og nu går den danske vindmøllegigant skridtet videre.

Den sætter fire vindmølleprojekter i Rusland i bero.

Det oplyser Vestas i et skriftligt svar til Ekstra Bladet og Ritzau.

- Vi er på nuværende tidspunkt meget bekymrede for vores medarbejdere, og det er førsteprioritet for os nu.

- Vores aktiviteter i Rusland er selvfølgelig påvirket, og vi har valgt at stoppe al ny kommerciel aktivitet og installationsarbejde på vindmølleparker i Rusland indtil videre, fremgår det af det skriftlige svar.

Det sker efter aftale med Vestas' finske kunde, oplyser selskabet. Ifølge Ekstra Bladet er projekterne bestilt af energifonden WEDF, som er et samarbejde mellem den finske energivirksomhed Fortum og det russiske nanotek-selskab Rusnano.

I september 2021 kunne vindmøllegiganten melde ud, at den havde landet de fire aftaler, som skal have en kapacitet på 253 megawatt.

Der er tale om en stor vindmølleaftale.

Til sammenligning har Danmark en samlet kapacitet på 4689,6 megawatt blandt vindmøller på land. Det viser en oversigtstabel fra Energistyrelsen. Kapaciteten er fordelt på 5667 aktive projekter.

Tre af projekterne i Rusland ligger nær byen Samara i den sydvestlige del af det enorme land, og det var ventet, at de kunne være i fuld drift i slutningen af 2023.

Det sidste projekt er en smule mere sydligt - nær Volgograd - og her var fuld drift forventet i slutningen af 2022, har Vestas tidligere oplyst.

Vestas har foreløbigt ingen kommentar til, om der er sat en dato for, hvor længe projekterne efter planen er indstillet.

Vindkæmpen har også to fabrikker i Rusland, som producerer vindmøllevinger og naceller, der er en bestanddel med blandt andet vindmøllens generator.

Den ene fabrik er i Dzerzhinsk øst for Moskva, mens den anden ligger en smule mere sydøstligt i Ulyanovsk.

Det er tæt på Samara, hvor tre af vindmølleparkerne skal være.

På de fabrikker stopper arbejdet ikke foreløbigt.

- Situationen udvikler sig hurtigt, og vi vurderer løbende vores aktiviteter. I takt med at projekterne sættes i bero, ser vi også på en nedtrapning af produktionen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden