Vestas trodser nedjustering og stiger til vejrs på børsen

På børsen steg Vestas-aktien onsdag 5,8 procent, selv om foreløbige tal for 2021 var under forventningen.

Vestas vindmølle med logo på nacelle <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Vestas vindmølle med logo på nacelle Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er ofte forbundet med kursfald, når et selskab, der er noteret på børsen, skruer ned for de finansielle forventninger til året.

Sådan gik det dog ikke for vindmølleproducenten Vestas onsdag, hvor der var medvind, selv om forventningerne til 2021 blev skruet ned.

Aktien steg 5,8 procent, hvilket er den største stigning på en dag siden starten af december, hvis der ses bort fra torsdag i sidste uge.

- Rigtig meget af nedjusteringen var allerede bagt ind i aktiekursen, forklarer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

Flere af Vestas' konkurrenter har den seneste tid skruet ned for de finansielle forventninger og aflagt skuffende regnskaber. Det har også givet modvind til Vestas-aktien.

Fredag i sidste uge faldt aktien ni procent, efter at konkurrenten Siemens Gamesa meldte om problemer med forsyningskæden.

Selskabet skruede ned for forventningerne, og det smittede af på Vestas-aktien, der fik den største kæberasler siden november sidste år.

De dårlige nyheder fra konkurrenterne har betydet, at meldingen om en nedjustering ifølge Jacob Pedersen lå i kortene.

- Når selskabet samtidig præsenterer, at de er i gang med nogle voldsomme prisforhøjelser, som gerne skulle få indtjeningen voldsomt op i 2023, så tager investorerne ganske godt imod det, fortæller han.

Problemerne med forsyningskæden driller Vestas og konkurrenterne. Det er sværere at skaffe komponenter, ligesom de bliver dyrere. Og en måde at dække det på er at sende en del af regningen videre til kunderne.

Det er forventningen til driftsmarginen, som Vestas har skruet ned for. Den ser ifølge foreløbige tal ud til at lande på tre procent i 2021. Det var forventet, at den ville lande på fire procent.

Driftsmarginen fortæller, hvor meget af omsætningen der er tilbage, efter at en virksomhed har betalt en række omkostninger. For eksempel løn.

Trods onsdagens medvind til Vestas har det dog alligevel været en rød start på året for aktionærerne i vindmølleproducenten.

Aktien er indtil videre faldet 12,2 procent i år. Det er dog ikke kun Vestas, der har været i modvind i år. Det har ramt bredt på aktiemarkedet.

Det ledende danske aktieindeks, C25, som Vestas er en del af, er faldet 11,1 procent siden årsskiftet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.