Lad os starte med et tankeeksperiment.

Forestil dig, du er til en mindehøjtidelighed.

Du står side om side med 10.000 andre, der er mødt op af samme grund som dig.

I står alle med et lys i hånden.

I ét minut er der helt stille. Ingen siger et ord.

Hvilken følelse står du tilbage med?

Ifølge Bastian Overgaard er det næsten med sikkerhed følelsen af samhørighed og respekt. Det skyldes, at du har givet stilheden lov til at fylde i mødet med andre mennesker.

”Hvis du og jeg sidder overfor hinanden, mens vi smiler til hinanden og har øjenkontakt, vil vi opleve en samhørighedsfølelse, fordi vores ord ikke står i vejen, og vi derfor kan finde ind til de steder, hvor vi føler, vi er forbundet med hinanden.”

Det fortæller Bastian Overgaard.

Pointen gælder dog ikke kun, når vi er til mindehøjtideligheder. Det gælder også, når vi holder almindelige møder på almindelige arbejdsdage.

”Ordene bliver tit den enkeltes ego, der skal definere noget. Det bliver min oplevelse af virkeligheden, når det er mig, der taler. Men når vi så mødes i dét fællesrum, er det, som om vi mødes i et større fællesskab. VI er klogere end mig, men stilheden er klogere end os. På den måde forstået, at vi hurtigt kan blive begrænset af ord. Der er også noget, man ikke kan sætte ord på. Og hvis vi ikke giver tid til det, så er der en masse ting, vi ikke opdager. Der er noget, der er større.”

Bastian Overgaard underviser virksomheder i at bruge stilhed og silent co-creation som en dynamisk effektiv kommunikation- og samarbejdsform. Han oplever, at stilheden er med til at slå autopiloten fra:

”Med stilhed og silent co-creation giver vi hinanden et mellemrum, hvor vi ikke bare skal producere ord og tanker, men egentlig bare kan være, og hvor vi også kan blive mere nysgerrige på hinanden.

Når vi taler og taler, kommer vi tit til at være i en ubevidst tilstand, hvor vi kører på automatpilot. Det ene ord tager det andet. Og når vi så stopper op, er det, som om vi vågner. Vi bliver bevidste. Så det, stilhed gør, er, at den slår automatpiloten fra.”

Når Bastian Overgaard er ude at undervise i stilhed, får han ofte en tilbagemelding om, at stilheden gør, at medarbejderne bliver mere nysgerrige på hinanden. Og med nysgerrigheden følger en større respekt og dermed bedre kommunikation:

”Fordi hvis jeg er nysgerrig på dig, lytter jeg også mere til dig – også selvom jeg godt kan lide at tale selv.”

Han får dog også tilbagemeldinger om, at stilheden kan skabe utryghed, hvis den ikke er italesat som en integreret del af mødet:

”Jeg møder flere ledere, der bliver superutrygge, hvis de stiller et spørgsmål ud i en gruppe, og de så bliver mødt af en mur af tavshed. Lad os sætte det lidt på spidsen: Jeg kan også som foredragsholder skulle tale ud til en større gruppe af introverte, og det er en megahård udfordring, fordi de sidder bare og ligner stone-faces, hvor jeg så tænker, om de synes, det er latterligt, det jeg taler om. For der er ingen interaktion.”

Umiddelbart kan man tro, at stilheden dermed kun bliver en fordel for de ekstroverte, der lærer at skrue ned for antallet af ord og i stedet give plads til andre i samtalen – men sådan er det langt fra, mener Bastian Overgaard: