Vild vækst: Sparekassen Thy fik mere end 2100 nye kunder i første halvår
Sparekassen Thy præsenterer halvårsregnskab med stor vækst i forretningen. Men resultatet er påvirket af uro på finansmarkederne

Sparekassedirektør Ole Beith. Arkivfoto
THISTED: Sparekassen Thy har netop offentliggjort et halvårsresultat på 39,7 mio. kr. før skat.
Regnskabet viser en fremgang i den ordinære drift på over 34 procent, som er et resultat af meget høj aktivitet i første halvår. Uro på de finansielle markeder trækker til gengæld ned i regnskabet.
- Det er på mange måder et absolut tilfredsstillende regnskab, vi kan offentliggøre med en flot fremgang i sparekassens nettorente- og gebyrindtægter på 15 procent, der samlet lander på 209 mio. kr. Baggrunden for den tilfredsstillende vækst er bl.a. en stor tilgang af nye kunder. Siden 1. januar 2022 har vi budt mere end 2100 nye kunder velkommen indenfor hos Sparekassen Thy, siger direktør Ole Beith i en pressemeddelelse fra Sparekassen Thy.
Samtidig er sparekassens udlån vokset gennem første halvår til fem mia. kr., svarende til en vækst på syv procent siden nytår. Udover generel god efterspørgsel på lån, skal årsagen findes i, at de mange statslige coronahjælpepakker til erhvervslivet er under udfasning. Det giver en naturlig efterspørgsel på lån og kreditter.
Sparekassens leasingselskab Krone Kapital er ifølge pressemeddelelsen i en fantastisk udvikling og bidrager igen i 2022 til sparekassens samlede vækst. I 2022 har der været en vækst på 14 procent.
Rentestigningen
Den pludselige rentestigning har givet ekstraordinær stor travlhed på realkreditområdet. Kunderne har på rekordtid fået mulighed for at skære 20-30 procent af restgælden gennem omlægning af deres realkreditlån, og dén mulighed er der mange, der har benyttet.
- Når renten stiger tre-fire procent på få måneder, giver det et naturligt kurstab for sparekassen, idet vi har en obligationsbeholdning på 2,4 mia. kr.. Selv om vi har minimeret vores risiko over det seneste års tid, går vi ikke fri f tab, og det samlede kurstab udgør 31 mio. kr. Det er selvfølgelig ærgerligt, men en udvikling, vi har ventet, siger Ole Beith.
Han tilføjer:
- Høj aktivitet og voksende forretningsomfang i hele koncernen smitter af på omkostningerne. Dels stiger omkostninger til håndtering af kunderne hos vores IT-central, og det samme gør løbende IT-projekter, men der er også stigende omkostninger til personale og øvrig administration. Vi er i gang med en ny strategiperiode, hvor vi har prioriteret at investere i bedre løsninger til både kunder og rådgivere med det klare mål, at kunderne får en endnu bedre oplevelse i sparekassen. Det koster selvfølgelig på den korte bane, men væksten i vores ordinære drift på 34 procent viser, at det bestemt kan betale sig.
Krisebuffer
De samlede koncernomkostninger stiger med 10 procent til 144 mio. kr.
- Vi kan fortsat ikke aflæse i vores kunders udlån, at betalingsevnen er svækket af den høje inflation og stigende renter. Det har derfor samlet set ikke været nødvendigt med yderligere reservationer til at imødegå tab. Vi har dog afsat ca. 95 mio. kr. til imødegåelse af tab gennem en krisebuffer.
- Sidste år fyldte frygten for konsekvenser af covid-19 meget, og i år er det inflation, energipriser og rentestigninger, der fylder. Sætter inflationen og rentestigningen sig til et større økonomisk tilbageslag, er vi forberedte med en betydelig krisekasse til at modstå et eventuelt finansielt stormvejr. Når vi indregner årets resultat og væksten i garantkapitalen, er sparekassens egenkapital pr 30/6 2022 på 2,2 mia. kr.
- Sparekassen Thy har aldrig været stærkere, og det sikrer, at vi netop kan modstå finansielt stormvejr, og samtidig fortsætte den gode udvikling med vores strategiske målsætning om at have Danmarks mest tilfredse kunder, siger Ole Beith.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.