Virksomhed hyrede AAU-forsker: - Det har vi fået enormt meget ud af
Industri-virksomheden Hans Jensen Lubricators har haft stort udbytte af en erhvervs-ph.d.-studerende fra Aalborg Universitet (AAU)
HADSUND: I små og mellemstore virksomheder overhaler den travle hverdag ofte ønsket om at udvikle og forfine sine produkter, selvom det har afgørende betydning for vækstmuligheder og konkurrenceevne. Det var også tilfældet på Hadsund-virksomheden Hans Jensen Lubricators, der udvikler cylindersmøreapparater til skibsindustrien, så for tre år siden ansatte man en erhvervs-ph.d.-studerende, der kunne fokusere 100 procent på udviklingsarbejdet.
Valget faldt på Rathesan Ravendran, der var kandidat i virksomhedsteknologi fra AAU.
- Rathesan har haft rammerne til at fordybe sig i et meget afgrænset og veldefineret problemkompleks, og på den baggrund har han opnået en forståelse af nogle mekanismer i produkterne, som vi ikke selv havde. Den viden har været afsættet til, at vi har kunnet innovere vores produkter til gavn for vores kunder og vores forretning, siger Rasmus H. Jensen, der er administrerende direktør (CEO) og fjerde generation i den familieejede virksomhed Hans Jensen Lubricators.
Ud over at opnå ny viden på nogle snævert definerede områder, har erhvervs-ph.d.-forløbet også skabt et tættere bånd mellem Hans Jensen Lubricators og forskningsmiljøerne på AAU. En kontakt, der, hvis det står til direktøren, fortsat vil udvikle sig efter forløbet.
Fokus på udviklingsopgaver
Hans Jensen Lubricators har flere højtuddannede medarbejdere ansat, men har svært ved at reservere dem tid til at udvikle.
- Vores medarbejdere må ofte tilsidesætte udviklingsopgaver for at slukke ildebrande her og nu. Det betyder, at deres rytme indimellem bliver slået i stykker, og at det bliver svært at prioritere og planlægge udviklingsopgaverne, siger Rasmus H. Jensen.
Hans Jensen Lubricators A/S er en familieejet virksomhed med over 100 års historie bag sig. Den flyttede fra Amager til Hadsund i 1972.
Virksomheden har markeret sig som førende inden for cylindersmøring til 2-takts dieselmotorer til marinebranchen. Den beskæftiger i dag ca. 100 mennesker.
Regnskabet for 2016/2017 fortæller om en bruttofortjeneste på knap 54 millioner kroner, et resultat før skat på knap 18 millioner kroner og en egenkapital på 50 millioner kroner.
Samspillet mellem medarbejderne og Rathesan Ravendran har været drivkraften bag det udbytte, som virksomheden har opnået gennem det treårige forløb. På den ene side har medarbejderne givet Rathesan et fundament af viden, som han har kunnet bygge ovenpå, og på den anden side har Rathesan fået skabt et nyt fokus på udvikling og en ny tilgang til opgaverne. Ifølge direktøren har det styrket det akademiske miljø og højnet det faglige niveau i virksomheden.
- Den vekselvirkning, der har været mellem kompetente og erfarne medarbejdere og Rathesans nye tilgang til vores produkter, har skabt en synergi, som vi har fået enormt meget ud af, siger Rasmus H. Jensen, der vurderer, at mange andre virksomheder kunne have gavn af at indgå et lignende samarbejde med AAU.
Teori og praksis
For Rathesan Ravendran var erhvervs-ph.d.-vejen den rette at gå, da han afsluttede sin kandidat i 2014. Det var hans vejleder, der blev kontaktet af Hans Jensen Lubricators, som var interesseret i at indgå et samarbejde om en erhvervs-ph.d. Og netop tilknytningen til en virksomhed har været afgørende for, at Rathesan Ravendran takkede ja til tilbuddet.
- Med en erhvervs-ph.d. får man lidt en blanding af begge verdener. Kombinationen af udvikling af nye og bedre produkter og det videnskabelige afsæt tiltalte mig meget, fortæller han.
ErhvervsPhD-ordningen går ud på, at en virksomhed ansætter en ph.d.-studerende til at forske i en konkret problemstilling gennem tre år.
ErhvervsPhD’eren deler sin tid mellem virksomheden og universitetet. Rent administrativt betyder det, at kandidaten både indskrives på AAU og skriver ansættelseskontrakt med virksomheden.
Innovationsfonden giver hver måned op til 17.000 kroner i tilskud til lønnen.
Aalborg Universitet stiller råd og vejledning til rådighed for virksomheder, der ønsker at starte op med en ErhvervsPhD’er.
Koblingen mellem teori og praksis har været både det bedste og måske det mest udfordrende ved hele forløbet. For mens universitetet gerne vil have forskning, så vil virksomheden gerne være praktisk.
- Nogle gange kan det være en udfordring, at universitetet gerne vil have, at jeg publicerer så mange videnskabelige artikler som muligt, mens virksomheden på den anden side ikke altid har interesse i at offentliggøre ny viden om deres produkter, da det kan skade konkurrenceevnen, siger Rathesan Ravendran.
Ikke desto mindre har den praksisnære tilgang været et stort plus på Rathesan Ravendran, der har fundet en stor motivation i at se, hvordan hans arbejde bliver anvendt med det samme.
Rathesan Ravendran forsvarer fredag sin ph.d.-afhandling.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.