Virksomheder skal på fredag betale regning på 22,2 milliarder

Fredag skal 46.200 virksomheder tilbagebetale næsten 22,2 milliarder kroner for at have optaget coronalån.

Restauranter er den branchegruppe, som procentvis har optaget flest coronalån. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Restauranter er den branchegruppe, som procentvis har optaget flest coronalån. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På fredag skal danske virksomheder tilbagebetale en rigtig stor regning.

1. april skal 46.200 virksomheder tilbagebetale næsten 22,2 milliarder kroner i rentefrie moms- og A-skattelån til Skat. Det er de såkaldte coronalån.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Ifølge statistikbanken svarer de 46.200 virksomheder til 15 procent af samtlige aktive virksomheder i Danmark. Det er altså en ikke uvæsentlig andel.

De rentefrie coronalån blev udstedt under coronakrisen af den danske stat for at holde hånden under virksomhederne.

Nu er tiden så kommet til, at staten vil have betalt pengene tilbage.

I Dansk Industri vurderer cheføkonom Allan Sørensen, at lånene har reddet rigtig mange virksomheder fra at gå konkurs.

- Lånene har været fuldstændig afgørende for at få virksomhederne helskindet igennem perioder med skrappe restriktioner og tvangslukninger, siger Allan Sørensen.

Han peger på, at antallet af konkurser har ligget på et meget lavt niveau under coronakrisen.

Det skyldes især mulighederne for rentefrie lån og kompensation for løn og faste udgifter, siger Allan Sørensen.

- I en tid uden indtægter har det været afgørende med gode lånemuligheder for at holde konkurserne for døren, siger han.

For mange virksomheder kan det imidlertid blive svært at tilbagebetale det, de skylder, siger Martin Kyed, cheføkonom i SMVdanmark.

En analyse fra SMVdanmark viser, at næsten 3000 virksomheder frygter at gå konkurs på grund af tilbagebetalingen.

- Det er ikke småbeløb, vi taler om.

- Virksomhederne med lån skal i gennemsnit betale 480.000 kroner tilbage. Det er en stor regning for mange små og mellemstore virksomheder.

- Livsværk er reelt i fare, siger Martin Kyed.

I opgørelsen fra Danmarks Statistik fremgår det, at det især er restauranter, som har optaget coronalån.

Næsten 3900 restauranter - eller en tredjedel af samtlige virksomheder i branchen - har optaget lån.

Tilsammen har de lånt for lidt over 1,3 milliarder kroner. Det svarer til seks procent af det samlede beløb, der er lånt for. Det er den største procentvise andel af samtlige branchegrupper.

Restauranter er også den branchegruppe, der har modtaget den største støtte fra coronahjælpepakker i forhold til lønkompensation, faste omkostninger eller mistet omsætning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.