Vognmænd kører i kolonne mod Christiansborg: - Hele landet er med
Det hele sættes i værk af én vognmand: Benny Nielsen, Fredsø Vognmandsforretning
Opdateret kl. 19:47
MORS: Vognmand Benny Nielsen er selv kørt i forvejen mandag aften mod Christianborg for at stå i spidsen for en demonstration, han aldrig havde drømt om, skulle blive noget han stod i spidsen for.
Men nu gør han det, Benny Nielsen, Fredsø Vognmandsforretning på Mors.
- Vi bliver over 100 lastbiler, der kører i kolonne, siger han.
Alene har han de seneste uger arrangeret alt forud for demonstrationen - lige fra at indhente polititilladelse, at arrangere taler, pølsevogn, deltagere og kolonnekørsel fra Avedøre tirsdag morgen kl. 7.45 mod Christiansborg.
- Der kommer også rigtig mange til selve demonstrationen, siger Benny Nielsen, der har fået vognmænd fra hele landet med sig.
Vreden skyldes en såkaldt ny km-afgift forbeholdt lastbiler - som regeringen - Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - samt Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet står bag.
Ikke muligt at lade op
Lovforslaget kommer for at nå klimamålene om nedbringelse af CO2. Vognmændene skal dermed motiveres til at køre mere bæredygtigt i el-lastbiler.
1,3 kroner skal vognmændene betale pr. kørt km, men afgiften rammer skævt geografisk. Jo længere transport jo mere skal hver vognmand betale.
- Men de er tre gange så dyre, som diesel lastbiler. Og det er slet ikke muligt at lade lastbiler op, for der er slet slet ikke så mange ladestandere, forklarer Benny Nielsen, der mener, at man burde lægge afgiften over som en diesel-afgift.
Det er helt tosset
Han forklarer, at det bliver en kæmpe administrativ opgave, da afgiften lægges over på kunden i et ekstra tillæg, som altså skal regnes ud pr. kørt kilometer for hver enkelt kunde.
- Det her vil gå ud over de små og mellemstore virksomheder. Det er helt tosset, siger Benny Nielsen.
Foran på Christiansborg er der arrangeret taler. Ordstyrer er advokat Jacob Forman fra Forman Advokaterne.
- Der kommer også flere politikere til demonstrationen, forklarer Benny Nielsen, der altså er blevet så vred, at han nu håber på at kunne råbe lovgiverne op.
Selv går han på talerstolen kl. 10.30. Demonstrationen slutter senest kl. 17.
Fra 1. januar 2025 skal lastbiler betale vejafgift efter, hvor langt de kører i Danmark
Den gennemsnitlige afgiftssats vil være ca. 1,3 kr. pr. km i 2030
Afgiften vil være differentieret efter lastbilernes CO2-udledning
Grønne lastbiler vil således betale mindst i afgift
Afgiften vil gælde for lastbiler på 12 ton og derover fra 2025
Fra 1. januar 2027 udvides afgiften til at gælde for lastbiler på 3,5 ton og derover
Afgiften vil gælde for kørsel på statsvejnettet og øvrige veje, der er oplagte i forhold til sivetrafik, samt offentlige veje i miljøzoner - cirka 10.900 km
Fra 1. januar 2028 vil hele det offentlige vejnet være omfattet cirka 75.000 km
SkatteministerietFå adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.