Erhvervsliv bør vende blikket nordpå

Konference sætter fokus på mulighederne i Grønland

Jens B. Frederiksen: - Det gælder om at komme ud af starthullerne, hvis man vil være med.

Jens B. Frederiksen: - Det gælder om at komme ud af starthullerne, hvis man vil være med.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Vi står i Grønland på tærsklen til at tage det første skridt ind i fremtiden. Det fastslår den grønlandske vicestatsminister og minister for bolig, infrastruktur og transport Jens B. Frederiksen, der er en af hovedtalerne ved en konference om de store erhvervsmæssige muligheder i Grønland. Konferencen, der begyndte i går og slutter i dag, foregår på Utzon Centret i Aalborg. Den er arrangeret af erhvervsorganisationen Arctic Business Network, og der er god grund til at holde den. - Der er absolut god grund til det, og ikke kun i forhold til Aalborg. Europa som helhed er også ved at vågne op i forhold til at vide, hvilke ressourcer vi har i Grønland. Alene på råstofområdet og i olieindustrien er der rigtig mange muligheder for at komme ind og være med, påpeger Jens B. Frederiksen. Ved konferencen, som har deltagelse af over 100 erhvervsfolk, politikere og embedsmænd, fortalte han blandt andet om de råstoffer, der kan hentes i Grønland, og som der bliver hårdt brug for i løbet af kort tid. Vigtige råstoffer Det gælder eksempelvis de sjældne jordarters metaller, altså grundstoffer som scandium og yttrium, der for eksempel bruges i vindmøller, hybridbiler og sparepærer: - I dag sidder Kina på 97 procent af markedet for disse metaller, men alle analyser viser, at den kinesiske industri inden for fem år vil have brug for alt, hvad Kina selv kan producere, og at Kina endda får behov for at importere metallerne. - Det betyder, at hvis industrien i Danmark og i Vesten i det hele taget fortsat skal anvende disse stoffer, jamen så bliver man nødt til at interessere sig for de muligheder, der er i Grønland, siger Jens B. Frederiksen. Gang i byggeriet Han fremhæver, at der også på andre områder er gode muligheder i Grønland, fordi udviklingen går hurtigt: - Vi har et stort samarbejde med Aalborg og Aalborg Havn omkring udbygningen af Nuuk Havn, som Aalborg formentlig kommer til at have et medejerskab af. Men vi har også infrastrukturelle udfordringer, som vi forsøger at løse ved at omstrukturere og bygge de ting, vi skal have. Netop på grund af Grønlandshavnens placering i Aalborg går Jens B. Frederiksen stærkt ud fra, at især nordjyske virksomheder er interesserede i mulighederne i Grønland. - Vi kan se, at der opstår flere og flere gode samarbejdsrelationer, og denne konference er netop også udtryk for det tætte samarbejde mellem Grønland og Aalborg, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.