Thisted

Erhvervslivet i Thy i rivende udvikling

132 iværksættere har i 2016 været igennem Thy Erhvervsforums start up vejledning - det er 18 procent flere end året før

Foto: Peter Mørk
Foto: Peter Mørk

Opdateret kl. 17:18

THISTED: - Det er stærkt motiverende at iagttage, og det er meget positivt for vores lokale erhvervsudvikling, at der løbende etableres nye virksomheder.

Sådan lød det fra Lars Torrild, bestyrelsesformand i Thy Erhvervsforum, da han holdt tale ved nytårskuren på Hotel Limfjorden i Thisted fredag eftermiddag.

Lars Torrild fremhævede Pernille Tophus fra Chokoladekurven i Vestergade som et eksempel på den iværksætterånd, der kendetegner Thy lige nu.

Lars Torrild kunne fortælle, at 132 iværksættere det seneste år har været igennem Thy Erhvervsforums start-up vejledning, og det er 18 procent flere end i 2015.

Den seneste opgørelse viser, at 20 procent af regionens iværksætterforløb ligger i Thy.

Lars Torrild trak tråde til Thisted Kommunes Vision 2022 og strategiplan, der siger, at Thy vil være et af de allerbedste alternativer til livet i de store byer.

Men udviklingen i Thy er afhængig af pendlere eller udlændinge, der tager arbejde her i kortere eller længere tid, og derfor "skal vi blive verdens bedste til at tage imod dem, der vil hertil", lød det fra Erik Torrild.

Til at belyse temaet integration og arbejdskraft med udenlandsk baggrund havde Thy Erhvervsforum inviteret to oplægsholdere.

Inger Støjberg (V), udlændinge- og integrationsminister, havde det klare budskab, at der skal stilles krav til flygtninge og indvandrere fra dag ét.

Nidal Seidi, master i kulturformidling, firmaet Integro A/S, gav konkrete bud på, hvordan virksomheder kan håndtere de kulturelle og sproglige udfordringer med fremtidens arbejdskraft.

Ved nytårskuren hædredes i øvrigt Niels Christian Christensen, vognmandsfirmaet N. C. Christensen, Hurup, som Årets Thybo.

Omkring 200 deltog i nytårskuren, hvor der også var rig lejlighed til networking.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden