Erhvervspark atter klar til kamp

Nibe vil lægge lokaler til firmaer fra Aalborg

Jesper Lorenzen: - Vi markedsfører blandt andet Nibe Erhvervspark som kontorhotel, eksempelvis for firmaer i Aalborg.Foto: Martin Damgård

Jesper Lorenzen: - Vi markedsfører blandt andet Nibe Erhvervspark som kontorhotel, eksempelvis for firmaer i Aalborg.Foto: Martin Damgård

AALBORG:En stor brand og konkurs hos en af investorerne betød, at Nibe Erhvervspark fik en barsk start på året, men efter oprydning og ansættelse af en direktør går tingene nu den rigtige vej igen, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

- Vi er blandt andet gået i gang med at markedsføre os som kontorhotel og appellerer eksempelvis til virksomheder i Aalborg, for rent faktisk tager det jo kun 10 minutter at køre fra udkanten af Skalborg og ud til os, og vi har desuden gode p-forhold fremhæver Jesper Lorenzen, der skal tegne og udvikle erhvervsparken.

Han blev ansat som direktør pr. 1. august og kommer med en baggrund som ejendomsmægler og ejendomsudvikler. Han har blandt andet beskæftiget sig med erhvervsejendomme i Aalborg, udviklet en del af Hasseris Enge og arbejdet som erhvervsmægler hos mæglerfirmaet Thorkild Kristensen.

- Vi lægger i øjeblikket lokaler til 33 firmaer af meget forskellig størrelse, men der er plads til flere, og skulle det blive nødvendigt, kan vi også bygge til. Vi er lige ved at færdiggøre en lagerhal på 800 kvadratmeter til en lejer, og vi har stadig 20.000 kvadratmeter mere at bygge på, nævner Jesper Lorenzen.

Vægt på erhvervspark

Samtidig med ansættelsen af Jesper Lorenzen er det også besluttet at fremhæve navnet Nibe Erhvervspark. Officielt hedder man stadig Skalcentret, men vægten kommer til at ligge på Nibe Erhvervspark fremover.

Bygningerne blev opført midt i 1990’erne som hjemsted for teknologivirksomheden DigiAnswer, der i 1999 blev købt af Motorola og som i 2004 ophørte med at eksistere under eget navn. Motorola lukkede ned i Nordjylland i slutningen af 2008.

- Men netop fordi lokalerne blev opført til en teknologivirksomhed, er de meget velegnede både som kontorer og som hjemsted for eksempelvis it-firmaer, påpeger Jesper Lorenzen.

- Det ser vi i forbindelse med en af vores nye lejere, Addasound, som vil konkurrere med de store på markedet for headsets.

- Og så er det i øvrigt interessant, at nogle af de ansatte hos Addasound var med hos DigiAnswer i sin tid. Sådan hænger tingene sammen på mange måder, konkluderer Jesper Lorenzen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.