Erik R: 10-15 procents finalechance
FC København er storfavoritter mod Vendsyssel FF, mener Erik Rasmussen
HJØRRING: Hvis Vendsyssel FF havde et håb om at gøre Fortuna Hjørring følgeskab på listen over hjørringensiske vindere af pokalturneringen, så chancerne bedre ud før fredagens lodtrækning end efter.
FC København kom op af lodtrækningsbowlen til semifinalen i DBU Pokalen. Selvom Vendsyssel FF’s cheftræner, Erik Rasmussen, med et grin siger, at nordjyderne bliver nødt til at slå FCK, fordi vendelboerne skal i finalen, erkender han, at det ser svært ud.
- Vi har måske 10-15 procents chance. De er kæmpe favoritter. Hvis vi havde mødt dem i Parken, havde vi måske haft to procent chance. Det er højt sat. På hjemmebane stiger vores muligheder, siger Erik Rasmussen.
Cheftræneren lægger dog vægt på, at mirakler før er sket i pokalturneringen.
- Skagen slog Brøndby, da Brøndby var det bedste hold i Danmark, siger Erik Rasmussen.
Og uanset hvad får mange af vendelboernes spillere og fans en stor oplevelse, når de forsvarende danske doublevindere fra FCK gæster Bredbånd Nord Arena.