Estvad og grafik - plus to "nyheder"
Tove og Bjørn Wandall ferniserer lørdag 24. juni sommerens udstilling i Pakhuset Krik, hvortil også hører en række "krønikesøndage"

Galleri - Tryk og se alle billederne.
KRIK:Sommerens udstilling i Pakhuset Krik, som Tove og Bjørn Wandall ferniserer lørdag eftermiddag 24. juni, har to hovedspor. Den kan i øvrigt ses frem til og med søndag 27. august i åbningstiden, som er om eftermiddagen onsdag-søndag.
Det ene hovedspor er Leo Estvad, det andet er grafik fra parrets egen samling af danske og udenlandske kunstnere. Dertil kommer så et par "nyheder".
Leo Estvad (1902-86) var københavner, blev uddannet på Kunstakademiet og ernærede sig siden som illustrator, maler og forfatter. 1930 købte han og hans kone Grethe sommerhus i Tolbøl, og midt i 1970’erne blev de så bofaste i Thy. På Heltborg Museum findes en større samling af hans værker.
Men det er ikke dem, Tove og Bjørn Wandall viser på udstillingen:
- Vi har ønsket at lave en udstilling, hvor vi viser, de af hans værker, som private har i deres gemmer og deres hjem. Og det er lykkedes. Næsten altsammen har vi fundet inden for en radius af 15 km, fortæller Bjørn Wandall og fortsætter:
- Det har været rigtig interessant at besøge mennesker på egnen og høre deres egne fortællinger om Estvad og de værker, de har.
Siger Bjørn Wandall og peger på udlandsophold i Marokko, Spanien og Belgien som inspirationskilder for Estvad, der ikke er så kendt, og også Cirkus Miehe. Enkelte ting fra Estvads hånd er dog til salg på udstillingen.
Og det gælder naturligvis også det andet hovedspor - grafikken fra Pakhuset Krik’s egen samling. Her er der tale om nogle af de store navne - danske og udenlandske. Af de sidstnævnte især finsk-danske Seppo Mattinen (født 1930) og russisk-jødisk-franske Marc Chagall (1887-1985). Og af de danske bl.a. Peter Brandes (født 1944), Povl Christensen (1909-77), Ib Geertsen (1919-2009), Aage Gitz-Johansen (1897-1997), Henry Heerup (1907-93), Michael Kvium (født 1955), Palle Nielsen (1920-2000), John Olsen (født 1938), Carl-Henning Pedersen (1913-2007) og J. F. Willumsen (1863-1958) - samt de lokale Anelise Søndergaard (1924-85) og Jens Søndergaard (1895-1957).
Blandt "nyhederne" på udstillingen er i øvrigt et ikke særlig kendt maleri fra 1943, "Landskab Thy", af Jens Søndergaard i lyse og varme farver, så mørkemaleriets tid er helt forbi for hans vedkommende.
Opdagede ukendt maler
En endnu større nyhed er dog Bjørn Wandalls "opdagelse" af en hidtil helt upåagtet dansk ekspressionistisk-modernistisk maler, Jens Enemark (1889-1945), fra Aabenraa. På udstillingen vises bl.a. et maleri fra Aabenraas gamle havn, dateret 1910, men også et portræt af Enemark, malet af vennen Ewald Manz (1886-1960), kendt tysk ekspressionistisk maler, 1908 i Weimar, hvor Enemark på det tidspunkt var under uddannelse på kunstakademiet.
Dertil vises også Enemarks dagbog fra hans deltagelse (på tysk side, da Sønderjylland jo dengang var tysk, red.) i Første Verdenskrig.
I hele udstillingsperioden er der hver søndag eftermiddag en "krønike", d.v.s. en fortælling om kunsten eller med tilknytning til denne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.