Første verdenskrig

Et 100-års-krigsminde er nu sikret

Sejlmagermath Johann Friedrich Schüttrups grav på Vigsø Kirkegård er netop reetableret

”Han døde for sit tyske fædreland”, står der på gravpladen over Johann Schüttrup, der her er angivet som afdød 22. august 1917, men nedskydningen skete dog 21. august 1917, så den dag regnes nu.
”Han døde for sit tyske fædreland”, står der på gravpladen over Johann Schüttrup, der her er angivet som afdød 22. august 1917, men nedskydningen skete dog 21. august 1917, så den dag regnes nu.

Opdateret kl. 09:16

VIGSØ: Mandag 21. august er der gået 100 år, siden det berømte tyske luftskib "L 23", der som det eneste under Første Verdenskrig opbragte et skib, nemlig den norske bark "Royal" i Skagerrak i april, selv på sit 16. togt blev skudt ned ud for Stadil Fjord af et Sopwith Pup-fly fra den britiske krydser "Yarmouth". Ved nedskydningen, der blev observeret fra land, omkom 19 medlemmer af besætningen. To af dem drev ind på den vestjyske kyst og blev begravet på lokale kirkegårde, nemlig maskinist Hans Buhr på Kloster Kirkegård mellem Stadil og Ringkøbing fjorde og sejlmagermath Johann Schüttrup på Vigsø Kirkegård i Thy.

Dette fortæller journalist og forfatter Knud Jakobsen, Struer, i sin bog "Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen", der i år er udgivet af Søkrigsmuseet i Thyborøn.

Tirsdag var Knud Jacobsen på besøg på Vigsø Kirkegård, hvor man netop har reetableret Johann Schüttrups grav:

- Det er i hvert fald 20 år, siden graven blev sløjfet, har vi kunnet konstatere, fortalte menighedsrådsformand Svend Aage Pedersen, men nu har vi på vores kort fundet den oprindelige grav i græsset og nedlagt stenen på sin plads. Vi er glade for, at vi har fået det på plads inden 100-års-dagen.

Af begravelsesprotokollen fremgår det, at Schüttrup blev begravet 5. september 1917, så det har kun taget liget et par uger at drive op langs kysten og ind på stranden ved Vigsø.

Knud Jakobsen fortalte tirsdag, at dykker Gert Normann Andersen, skaberen af Søkrigsmuseet i Thyborøn, for nogle år siden var på besøg på Vigsø Kirkegård, og dér opdagede han stenpladen med Schüttrups navn blandt de gravsten, der var på vej til at blive knust:

- Han sagde, at det ville være en skam, og på den måde blev den reddet, fortalte han.

- Ja, det var godt. Ingen kan i dag sige, hvorfor den som krigergrav ikke blev bevaret. Men den blev slettet sammen med dem ved siden af, og der blev sået græs henover, siger Svend Aage Pedersen, efter at han sammen med kirkens og kirkegårdens personale har studeret protokoller og kort over kirkegården.

Det fremgår af samme protokol, at Schüttrup var født 2. november 1888 i Westerende-Kirchloog. En folkeregisterudskrift herfra fortæller ifølge Historisk Årbog, at han blev født i flækken Holzloog i sognet og navngivet Johann Friedrich Schüttrup ligesom sin far. Sognet ligger i dag i den østfrisiske kommune Ihlow i landkredsen Aurich i Niedersachsen.

Søkrigsmuseet i Thyborøn eller Sea War Museum Jutland en lille afdeling om de fem zeppeliner, der blev skudt ned over Nordsøen i løbet af krigen. "L 23" var et af dem - et luftskib i klassen Q zeppeliner, bygget 1916 i Potsdam, men det meste af tiden stationeret på luftskibsbasen ved Tønder, der dengang var tysk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden