Et hak i tuden

I denne uge fik vi Farum-kommissionens rapport. I ulidelig spænding kunne man - efter 9½ års venten - gå i gang med de 12.546 sider. Gad vide, hvor mange, der får den læst? Diverse ministre har været ude med budskabet om, hvor vigtig resultatet er, og samtidig har de nedsat et "lovforberedende udvalg", der skal fremkomme med tydeliggørelse af reglerne om, hvornår man kan suspendere en borgmester. Det har vi nemlig manglet - i den grad! Og så kostede den for øvrigt 60 mio. kr. Samme dag meddeler regeringen, at der nu vil blive nedsat en ny kommission, nemlig én, der skal undersøge grundlaget i 2003 for den danske krigsførelse samt "tilbageholdelsen af personer" i Iran og Afghanistan. Den forventes at sidde i fem år. I 2017 får vi så at vide, om grundlaget for vor deltagelse i krigen - 14 år tidligere - var ok. Det var det nok ikke, vil der sikkert stå. Og til den tid vil de fleste af os med tilfredshed tænke, at vi hjalp irakerne af med en diktator, der torturerede og giftgassede hele byer, ligesom vi sørgede for, at de afghanske piger igen kunne komme i skole i et forholdsvist civiliseret samfund. Derfor var der måske i højere grad grund til at sende en stor tak til vore soldater - de levende og de døde - for deres indsats, i stedet for at undersøge nødvendigheden af hvert eneste løsnet skud. Er realiteterne ikke, at de fleste af disse kommissioner nedsættes af politiske grunde for at give modstanderen endnu et hak i tuden? Når de efter årelange undersøgelser barsler med 10.000 siders-rapporter, så skal man være politiker med god fantasi for stadig at finde problemet relevant.