Et helt nyt byrum
Dronninglunds midtby er et kulturarvskommuneprojekt
Opdateret kl. 13:50
BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Dronninglund får et helt nyt byrum.
Brønderslev Kommune havde forleden et meget konstruktivt besøg af Slots- og Kulturstyrelsen.
Besøget skete som led i kommunens udpegning som kulturarvskommune og var en dialog om de tiltag, kommunen påtænker at igangsætte i den forbindelse, oplyser formanden for teknik- og miljøudvalget Karsten Frederiksen (K).
Midtbyplanen
- Kulturarvskommuneprojektet tager afsæt i Midtbyplanen for Dronninglund, hvor kommunen arbejder med Dronninglund bymidte med henblik på at forbedre vilkår for handel, ophold og bosætning.
Arbejdet med kulturarven i Slotsgade skal understøtte dette arbejde.
Med udpegningen modtager kommunen midler til eksterne konsulenter, der skal bistå kommunen i udarbejdelsen af en plan for omdannelsen af Slotsgade, og det er et samarbejde, vi er meget tilfredse med, siger Karsten Frederiksen.
Nyt byrum
Til at forbedre byrummet i Slotsgade er der indgået samarbejde med byplankonsulenter fra COWI, som i løbet af 2017 vil udvikle og udarbejde et forslag til en fysisk omdannelse af det centrale byrum på Slotsgade sammen med byens borgere.
- For at understøtte byrummets forandring arbejdes der også med arkitekturen af de eksisterende ejendomme, siger planlæggerne Martin Heide og Annemarie S. Pedersen, og her er det arkitektfirmaet Bjørk og Maigård fra Aalborg, der er konsulent.
Via en gennemgang af de eksisterende bygninger i Slotsgade skal der udarbejdes en designmanual for eventuelle fremtidige renoveringer og nye bebyggelser i gaden.
Ny lokalplan
Designmanualen vil ligge til grund for en ny lokalplan for Slotsgades transformation.
Repræsentanterne fra Slots- og Kulturstyrelsen valgte inden mødet at besøge Asaa. Dels for at opleve stemningen i det kulturhistoriske miljø på havnen her, dels for at se og "møde" Dronninglund fra "den anden side" - altså fra øst, hvor kun et mindre antal møder byen dagligt. Styrelsen udtrykte stor begejstring såvel over den østlige ankomst som for den vestlige pompøse indgang med skov og slot.
De understregede, at det var meget markant at se, at byen havde været et center for området i starten af det tyvende århundrede.
Dette understreges af de høje treetagers bygninger, der findes i Slotsgade, og som alle er opført i en stil, der signalerer velstand og fremgang.
Nyt besøg
Repræsentanterne fra Slots- og Kulturstyrelsen blev straks inviteret til et nyt besøg inden sommerferien for at bidrage med "gode råd" og vejledning ved kommende ansøgninger om midler til området, oplyser Karsten Frederiksen.
Slotsgade var centrum for områdets handelsliv med købmandsbutikker, isenkram, posthus, apotek, sparekasse, hotel mv.
Funktionerne er der stadig, men der er rykket rundt på placeringerne, og butiksfacaderne har fået et nyt udseende.
Selv om bygningerne stadig står stolte langs Slotsgade, og man endnu kan aflæse byens historie i facaderne, er det også tydeligt, at gaden har nogle år på bagen, og byrummet trænger til et kvalitetsmæssigt løft.
Dronninglund får et løft
Og det er præcis dét, der er intentionen med kultur-arvskommuneprojektet - at give byen et kvalitetsmæssigt løft, der gavner bosætning, handel og aktiviteten i byen.
Alt det sker i feltet mellem øget fokus på historien og på det liv, Dronninglund-borgerne ønsker sig af fremtidens bymidte.
- Kommunen samarbejder med Museerne i Brønderslev Kommune, Dronninglund Lokalhistoriske arkiv og Brønderslev Biblioteker om formidlingen af kultur-arvskommuneprojektet.
Fra juni til november 2017 vil der blandt andet på biblioteket i Dronninglund være opsat en udstilling, der fortæller om historien i Slotsgade og arbejdet med omdannelsen af Slotsgade, fortæller Martin Heide og Annemarie S. Pedersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.