Et liv med rock'n roll
"The Dream Hasn't Changed"

Lige ud ad landevejen, men også tro- og høreværdigt. Cross elsker sit job. Coverforside.
Det er sandt for dyden ikke stor kunst, der kommer ud af højttalerne, når det nye udspil fra Billy Cross sættes i cd-afspilleren. Det er lige-ud-af-landevejen rock'n roll, blues og country, som alt sammen minder om noget, vi har hørt før. Når det alligevel er værd at lægge øre til, så er det fordi, det ikke giver sig ud for at være mere end netop det. Billy Cross blev nok mødt med stor ærbødighed, da han i 1980 flyttede til Danmark. Han havde jo spillet i Bob Dylans band og alting. Men han har aldrig selv givet sig ud for at være andet end en rock'n roll-guitarist, der bare elsker sit fag, fint opsummeret i det blues'ede titelnummer. Indholdsmæssigt er pladen en geografisk og tidsmæssig rejse igennem USA og landets rockhistorie i de 50 år, der indrammer 65-årige Billy Cross' musikalske karriere. Den startede da han med sit high school-band The Esquires indspillede instrumentalnummeret "No Parking", som i øvrigt afslutter pladen i sin herligt skramlede originaludgave. Overordnet er kompositionerne banale, nogle af dem grænsende til det klicheagtige, men de afleveres med en charme og troværdighed, som viser, at Billy Cross har været lige dét sted på den tid, han spiller og synger om. Solidt bakket op af sit band, Aske Jacoby (guitar), Flemming Ostermann (bas) og Henrik Askou (trommer) håndterer Cross snart el-guitaren, snart den akustiske og snart dobro'en i en afvekslende og hjertevarmende tur ned ad rockens Memory Lane. Den tur tager Cross også live - enten med band eller som duo med Aske Jacoby - i de kommende måneder. Første nordjyske visit er på Halkær Kro 14. april. Lars Aare lars.aare@nordjyske.dk Billy Cross: "The Dream Hasn't Changed Target Records. Udkommer i dag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.