Et lykkeligt liv

Da Birger var ca. 49 år gammel, får han efter længere tids grundige undersøgelser konstateret den invaliderende og dødelige sygdom ALS (Amyotrofisk Lateral Sclerose). Sygdommen angriber nerverne til kroppens muskler, så musklerne gradvist lammes og helt svinder ind, så den ramte til sidst er fuldkommen paralyseret. Der er ydermere det højest bemærkelsesværdige ved sygdommen, at åndsevnerne sjældent rammes. Man er altså hele tiden ved fuld bevidsthed - også om, hvad der langsomt sker med én. Man har så at sige udsigt til kroppens forfald fra allerforreste parket. En sådan diagnose med sådanne fremtidsudsigter kan tage pippet fra enhver. Når både præster, sygeplejersker, læger og pårørende taler med ældre eller svagelige mennesker, lyder det nogenlunde ensartet, at de helst ikke vil ende som en grønsag. Det er et uværdigt liv, hvor man dels ingenting kan selv, men netop derfor også er helt afhængig af andre. Og navnlig det sidste anser man på 'raskhedens' afstand som skamfuldt og uværdigt. Af samme grund forlader mange ægtefæller eller samlevere også den syge. Man overlader al pleje og daglig støtte til et professionelt uddannet personale. Og i tilfælde, hvor sygdommen er ALS, er der endda udsigt til, at plejen kan strække sig over flere år. Så der bliver tale om et langvarigt forløb, som binder den raske part til konstant støtte og pleje af den syge og hjælpeløse. Det orker altså de færreste. I Birgers tilfælde valgte hans kone, Jutta, at blive hos ham. I dokumentarudsendelsens slutning ser man, hvordan Birger fejrer sin 10 års respirator-fødselsdag sammen med venner og familie. Og hvor ufatteligt det end lyder for os, der er sunde og raske, så giver både Birger og Jutta udtryk for, at deres liv nu på mange måder er lykkeligere, end det var før?! De lever begge to livet mere intenst. De har udviklet en skarpere sans for livets små mirakler og ta'r livet som en gave hver dag. Birger kan kun kommunikere med sine øjne og en computer, som han kan styre med sit blik. Med den skriver han bl.a. en bog om sit liv og fortæller, hvordan han flere gange har lyst til at give sin elskede hustru et ordentligt, varmt knus med den krop, som han altså ikke kan rokke ud af stedet. Men Jutta kommer straks Birger i forkøbet og trøster ham med, at hun op til flere gange har følt sig endog særdeles varmt og kærligt både kærtegnet og omfavnet af Birgers meget levende og sanselige blik. I det hele taget er det nu 'kun' gennem synet og hørelsen, Birger sanser og oplever verden. Men hold da op, hvor han sanser! Som en sulten svaleunge i reden nærmest snapper han efter al det liv, som passerer gennem de små vinduer i hans ansigt. Og som inde i hans sjæl og sind forvandler sig til en kolossal livsglæde og mening. En mening og glæde, som sikkert er større end mange raskes såkaldte normale, mere tempererede og afmålte livsrutine. Birger udlægger selv sin skæbne således, at han næsten har fået livet igen. Hvis ikke det var for respiratoren, hans kone, Jutta, medhjælperne og den nye teknologi, så ville Birger for længst enten være død eller have henlevet et kummeligt liv - indespærret i sin krop. Helt bogstaveligt forlænger andre mennesker og den nyeste teknologi Birgers sanser og giver derved hans liv en værdighed, som gør det akkurat lige så meningsfuldt som alle vores andres liv. Den krop, som skal bringe ham rundt i verden, ind i andre menneskers favn - som i det hele taget skal bygge bro mellem ham selv og den omverden af natur, af mennesker og af almindelig foretagsomhed - dén krop er som død. Birger er som et menneske uden krop. Og sådan et menneske er som regel død. Men det er Birger ikke. Han er sprællevende! Andre behjertede og elskelige menneskers kroppe og sanser stiller sig hengivent til Birgers disposition, så de i den forstand bliver dén krop, som han ikke selv kan flytte rundt på. Disse - i bogstavelig forstand: medmennesker mangedobler Birgers temmelig begrænsede sanser og forlænger dem ud i den skønne og smukke verden af sansbarhed, af dufte og lyde, af syn og fornemmelser, af lys og mørke, af kærlighed og glæde. Hvad der med andre ord gælder os andre, men som vi ikke skænker en tanke, fordi vi ta'r det for givet - dét er helt bogstaveligt Birgers konstante og uophørlige virkelighed: andre menneskers liv er hans liv. Og det for alvor bemærkelsesværdige er, at både Jutta og andre af de medmennesker, som udgør en så overvældende del af Birgers liv, selv oplever deres liv som meget værdifuldt og meningsfuldt, fordi de i Birgers små, livlige øjne ser og oplever, hvilken glæde og livsfylde det nyvundne liv som "en lykkelig grønsag" skaber hos Birger. Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999.