Et par ekstra sekunder kan redde cyklisters liv
Sammen med landets kommuner sætter Rådet for Sikker Trafik nu spot på cykelulykker i vejkryds med kampagnen "Brug 2 sek. mere"
DANMARK: Det er blevet forår, og det betyder for manges vedkommende, at cyklerne findes frem af vintergemmerne.
Derfor søsætter Rådet for Sikker Trafik kampagnen: "Brug 2 sek. mere" i samarbejde med landets kommuner.
Hovedfokus er, at få både cyklister og biler til at bruge to ekstra sekunder på at orientere sig inden de kører ud i krydset.
Vejkrydsene er nemlig det sted i trafikken, hvor cyklister oftest kommer alvorligt til skade.
81 dræbte på landsplan
I Aalborg Kommune er der i perioden 2012-2016 registreret seks dræbte og 107 alvorligt tilskadekomne cyklister.
På landsplan lyder tallene for samme periode på 81 dræbte cyklister og 1.744 alvorligt kvæstede, men tallene er sandsynligvis en del højere, da et stort antal cyklistulykker ikke bliver anmeldt til politiet.
Ud fra de anmeldte sager alene kan man se, at to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker, hvor vejene går på tværs af hinanden.
Mens andre ulykkestyper i trafikken falder, er antallet af cyklistulykker i kryds ikke reduceret. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Kampagnen løber fra 7.-27. maj i kommuner landet over.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.