- Et plaster på såret
Steen Jensen valgt som formand for Folkeoplysningsudvalget for ny periode
FREDERIKSHAVN: Han opnåede ikke valg til Frederikshavn Byråd, men til gengæld får han nu en periode mere som formand for Folkeoplysningsudvalget.
Navnet er Steen Jensen, 62-årig socialdemokrat og tidligere lærer og ungdomsskoleforstander.
- Det er jeg rigtig glad for. Det er et godt plaster på såret, når jeg nu ikke opnåede valg. Folkeoplysningsudvalget lugter lidt af politik, og så handler det om kultur- og fritidslivet, som jeg brænder for, siger Steen Jensen.
- Et stærkt udvalg
I Folkeoplysningsudvalget er han udpeget af FUF, Frederikshavn Ungdoms Fællesråd, og Tommy Thomsen, formand for foreningslivets anden paraplyorganisation, Idrætssamvirket, blev næstformand i Folkeoplysningsudvalget.
Udvalget består desuden af Claus Nedermark (AOF), Else Schaltz, Idrætssamvirket, Henrik Carlsen, FUF, samt tre medlemmer udpeget af Frederikshavn Byråd: Almina Nikontovic (S), der repræsenterer børne- og ungdomsudvalget, Brian Kjær (S), der repræsenterer sundhedsudvalget, samt Anders Broholm (V), formand for kultur- og fritidsudvalget.
- Anders og Almina sidder også i økonomiudvalget, og Brian Kjær er formand for Distriktsudvalget, så på den måde har vi et ben indenfor mange steder. Det må alt andet lige være en klar fordel, så jeg synes, vi har et rigtig stærkt Folkeoplysningsudvalg, siger Steen Jensen.
Harmonisering halter
Folkeoplysningsudvalget, der er høringsorgan for kultur- og fritidsudvalget, har et budget på 25 millioner kroner, og Steen Jensen peger på flere store opgaver, der venter forude for det nye udvalg:
- Min målsætning er, at vi nu skal have gjort noget ved foreningernes aktivitetstimetilskud, der er blevet beskåret kraftigt de seneste år og nu er nede på 50 øre i timen.
- Desuden er der et par hængepartier med 25 års regelen og harmoniseringen af haltilskudsmodellen. Det skal vi have på plads. Samtidig er der nye store projekter som Vandsportens Hus i Sæby, Sæby Spektrum og et Multihus i Frederikshavn. Alt sammen noget, der i sidste ende vedrører alle kommunens foreninger.
- Og så er der Landsbyløbet, der - som jeg hører det - i år skal afvikles i regi af en ny folkeoplysende forening, så der bliver nok at tage fat på i Folkeoplysningsudvalget, siger Steen Jensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.