Frederikshavn

EU, here we come ...

20 unge fra den kommunale ungdomsskole tager til Bruxelles i efterårsferien

- Vil vi have indflydelse, skal vi holde øje med, hvad der sker i EU, siger Signe Tronsen, der har været med til at lægge programmet for ungdomsskolens tur til Bruxelles.
- Vil vi have indflydelse, skal vi holde øje med, hvad der sker i EU, siger Signe Tronsen, der har været med til at lægge programmet for ungdomsskolens tur til Bruxelles.

FREDERIKSHAVN: EU og Europa-Parlamentet? Jamen, er det ikke en langhåret, bureaukratisk mastodont, som ikke kan interessere et eneste ungt menneske?

Nej, det er det ikke. Ikke hvis du spørger de unge på Ungdomsskolens såkaldte ”politikerhold”.

20 af disse unge bruger det meste af deres efterårsferie på en studietur til Bruxelles, hvor de kigger EU-parlamentarikerne over skulderen.

Politik på den sjove måde

- 80 procent af de beslutninger, der vedrører os her i Danmark, træffes i EU, så hvis vi vil have indflydelse, er det i Europaparlamentet, det foregår.

Det lyder, som noget der kunne komme ud af munden på det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Ole Christensen, i daglig tale ”Ole EU”, men nu er det 16-årige Signe Tronsen fra Øster Holmen, der siger det.

Næste år New York...?

Hun er en af de politisk vakte unge, der i flere sæsoner har gået til ”Politik på den sjove måde” i den kommunale ungdomsskole, og sammen med Julie Overgaard Larsen og Thomas Strauss Jensen har hun været med til at strikke programmet sammen til studieturen.

- Sidste år var vi på Christiansborg, og næste år skal vi måske til New York og hilse på Mogens Lykketoft i FN, lyder det med et glimt i øjet fra Signe Tronsen og Christian Mikkelsen, souschef i den kommunale ungdomsskole.

Sidstnævnte er med på turen sammen med Kirsten Morild Andersen, der til daglig står for ”Politik på den sjove måde”.

På tværs af generationer

- ”Politik på den sjove måde” er en del af de unges demokratiske dannelse. Vi sætter EU til debat, gerne på tværs af generationerne, så når vi kommer hjem, samler vi de unge og deres forældre eller bedsteforældre til en aften om EU på tværs af generationerne, fortæller Christian Mikkelsen.

Ungdomsskolen har fået støtte til turen fra EU’s besøgstjeneste, og i Bruxelles skal de blandt andet mødes med ”Ole EU” og Christina Holm-Eiberg. Sidstnævnte er den danske EU-kommissær Margrethe Vestagers sekretær. Vestager selv er i Kina.

De 20 unge fra Frederikshavn får i øvrigt følgeskab på turen af unge fra Rebild Kommune og Mariagerfjord Kommune, der har tilsvarende ungdomsskolehold, som også sætter kursen mod Bruxelles.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden