EUC Nords svejsecenter sætter rekord

Antallet af certificeringer er så stort som aldrig før

Der er travlhed i EUC Nords svejsecenter. Antallet af certificeringer er vokset markant i løbet af det seneste år.

Der er travlhed i EUC Nords svejsecenter. Antallet af certificeringer er vokset markant i løbet af det seneste år.

FREDERIKSHAVN:Svejsecenteret på EUC Nord slår rekord i antallet af certificeringer.

Siden september har der været meget travlt på EUC Nords svejsecenter i Frederikshavn. Men faglærerne Per Guldsmed Thomsen, Erik Zeuthen Bach og eksaminator Erland Kristensen har slet ikke tid til læne sig tilbage og nyde succesen:

- Vi har haft cirka 30 kursister om ugen siden starten af september og i de sidste par måneder har der været venteliste. Vi har inddraget al plads til svejsekabiner og personalet har ligget vandret for at give alle kursister den undervisning de skal bruge. Bare siden sommerferien har vi udstedt 264 certificeringer, som svejsere skal have til stort alle former for svejseopgaver, forklarer Erland Kristensen.

Sidste år udstedte EUC Nord i alt 238 og i 2010 blev det til 222.

- I alt når vi i 2012 nok op på knap 400 certificeringer. Det har været rigtig sjovt, men jeg glæder mig nu til lidt juleferie, siger Erland Kristensen.

Intet prisloft gav travlhed

I foråret blev prisloftet på dyre AMU-kurser fjernet af en ny regering og det gav optimisme i svejsecentret.

- Fjernelsen af prisloftet på vores kurser betød, at vi igen fik kursister fra Jobcentre. Normalt står de for cirka en tredjedel af vores kursister. Typisk er det arbejdsløse, som med bestemte svejsecertificeringer har langt større muligheder for at komme i arbejde igen, siger Per Guldsmed Thomsen og fortsætter:

- Efter sommerferien har vi også kunne mærke, at den nordjyske marineindustri har fået gang i omsætningen, og at de i stigende grad kræver, at deres medarbejdere er certificeret til det svejsearbejde de skal udføre. Og den tendens vil fortsætte, da marineindustriens kunder kræver at deres produkter laves af certificeret arbejdskraft. Derfor ser vi lyst på fremtiden og glæder os til et nyt år med forhåbentligt endnu flere kunder i butikken, slutter Per Guldsmed Thomsen med.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.