Europa på Tyren og Hesten i Jerup
Skulpturen Europa på Tyren fra Hotel d’Angleterre til Jerup Skole
JERUP: Det er en storslået velkomst, man får, når man i dag træder ind ad fordøren til Jerup Skole. Og nogen får måske et deja-vu og tænker: Har jeg ikke set det før...?
I foyeren står en stor skulptur af en pige, der rider på en tyr. "Europa på Tyren" hedder kunstværket, der er kunstneren Trine Dreyers hovedværk.
Europa var ifølge den græske mytologi en fønikisk kongedatter fra Tyros.
Ifølge mytologien blev hun bortført af Zeus i skikkelse af en tyr. Mens hun var ved stranden og opførte sig kælent og indbydende, kom Zeus svømmende til hende. Da Europa satte sig op på ryggen af tyren, sprang den ud i havet og begyndte at svømme. Zeus bragte Europa til Kreta, hvor hun blev stammoder til Kretas kongehus med sønnen Minos.
Stod i baren på d’Angleterre
Sagnet er gengivet i en lang række kunstværker, og bronze-skulpturen, der nu står på Jerup Skole, så den nye ejer af Jerup Skole, Hans Schmidt Andersen, første gang i baren på Hotel d’Angleterre.
Hotellet på Kongens Nytorv bestilte "Europa på Tyren" til Louis XVI Salen, men da hotellet for nogle år siden blev gennemrestaureret, blev "Europa på Tyren" sat til salg på Bruun Rasmussen - og så slog Hans Schmidt Andersen til og haft "Tyren" opmagasineret.
Men hvor stiller man lige sådan et ton patineret bronzeskulptur hjemme i privaten, så nu står den altså som et nyt vartegn for Jerup Skole, der til sommer genåbner som privatskole og for øjeblikket er ved at blive omdannet til kulturelt samlingssted.
"Hesten" overlevede ...
"Europa og Tyren" er ikke det eneste kunstværk, der møder gæsterne på Jerup Skole. På "Hestegangen" står Poul Erlands granitskulptur "Hesten", som skolen fik i gave til 25-års jubilæet den 1. april 1981.
"Hesten" er støbt fast i en murstenssokkel. I sidste øjeblik lykkedes det Hans Schmidt Andersen at overbevise kommunen om, at nagelfast ejendom ikke må fjernes fra skolen, så nu bliver "Hesten" tinglyst på ejendommen.
Kulturen lever videre på den tidligere landsbyskole, der er ved at blive omdannet til kulturelt samlingssted for Jerup og omegn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.