Evakuering efter kraftig røgudvikling
Folk blev evakueret, efter en overophedet el-motor skabte røg i en elevator i Frederikshavn
Opdateret kl. 14:51
FREDERIKSHAVN: Det var en el-motor i et teknikrum i en elevatorskakt, der onsdag formiddag omkring klokken 11 skabte kraftig røgudvikling i bygningen på Skippergade 27 i Frederikshavn, hvor posthuset tidligere lå.
Folk i bygningen blev evakueret, efter røgen havde bevæget sig ud i trappeopgangen, og brandvæsenet i Frederikshavn blev tilkaldt.
Bygning blev luftet ud
- Der var ingen ild, da vi kom derud, men kraftig røgudvikling. Det lugtede ligesom, når en motor i en vaskemaskine brænder sammen - det lugtede fælt, fortæller Sven Ingvardsen, der er indsatsleder.
Ingen personer kom til skade ved episoden.
- Vi konstaterede, at der ikke var brand og så fik vi luftet ud, oplyser indsatslederen.