Få bilister blev snuppet i pinsens spirituskontrol
Nordjylland tegner sig for to ud af de 84 bilister, som efter pinsen sigtes for spirituskørsel
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:12
NORDJYLLAND: I perioden 18. til 21. maj gennemførte politiet de traditionelle spirituskontroller i pinsetrafikken.
Udover spirituspåvirkning var der også kontrol af, om førerne var påvirkede af narkotika eller medicin.
Hvor det på landsplan er endt med, at 84 bilister sigtes for spirituskørsel og 81 for narkokørsel, er tallene for Nordjylland langt pænere.
- Vi var på kontrol fredag ved Brovst, Fjerritslev, Løgstør og Nibe. Her blev to spirituspåvirkede bilister stoppet. To bilister havde fået kørekortet frakendt, og en bilist havde ikke et kørekort. Herudover var der flere færdselsforseelser, blandt andet knallerter, som kørte for hurtigt, fortæller politikommissær Jan Stagsted fra færdselsafdelingen ved Nordjyllands Politi.
Han bemærker med tilfredshed, at tallet for Nordjylland er lavt.
- Vi stoppede 231 bilister, så tallet for Nordjylland er positivt, konstaterer han og tilføjer, at kontrollerne er blevet lavet på forskellige tidspunkter af døgnet.
Ved de tilsvarende kontroller i pinsen 2017 blev 76 bilister på landsplan sigtet for spirituskørsel og 78 for narkokørsel. I samme periode skete der 18 spiritusulykker og 3 ulykker, hvor føreren var mistænkt for narkokørsel.
Ifølge Rigspolitiet kan der over de seneste år konstateres et stort fald i antallet af spiritusbilister fra godt 11.700 sigtede i 2007 til lidt under 5600 i 2017. Samtidig er antallet af spiritusulykker I samme periode næsten halveret fra knap 2800 til lidt over 1400.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.