Få gode råd til ikke at blive brændt af
Under Folkemødet skyder Danske Beredskaber gang i kampagnen Brandsikker Sommer. Kampagnen sætter fokus på de mange brande, der opstår som følge af uforsigtighed med åben ild.
Opdateret kl. 13:13
SIKKERHED: Det er endelig blevet sommer. Nu skal ukrudtet i indkørslen fjernes, vennerne inviteres til grillhygge på terrassen, og der skal laves bål til Sankt Hans.
For danskerne er sommeren lig med mange udendørs aktiviteter med åben ild. Og selv om mange er gode til at tage deres forholdsregler, rykker Danske Beredskaber fortsat ud til cirka 1000 brande om året, der er forårsaget af uforsigtighed med bål, grill og ukrudtsbrænder.
- Når brandmændene kommer ud, viser det sig i mange tilfælde, at brandene kunne have været undgået, hvis der var blevet taget de rigtige hensyn og brugt de rigtige remedier. Med andre ord er der et stort potentiale for at nedbringe antallet af brande, der skyldes uforsigtig omgang med åben ild, og det potentiale går vi selvfølgelig i spidsen for at indfri, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber.
Med kampagnen Brandsikker Sommer sætter Danske Beredskaber fokus på, at man med få vigtige huskeregler kan nedsætte risikoen væsentligt for brand, når man griller, laver bål eller svitser ukrudtet med ukrudtsbrænderen.
- Mange glemmer eksempelvis ofte, at man aldrig må bruge optændingsvæsker til at få gang i et bål, eller at man altid skal have vand i nærheden, når man bruger ukrudtsbrænderen. Det kan lyde simpelt, men det gør en stor forskel for brandsikkerheden, siger Bjarne Nigaard.
Under Folkemødet vil gæsterne blive mødt af Danske Beredskabers røde minibrandbil, der har vognen fuld af gode råd til en brandsikker sommer. Rådene er printet på visitkort og er dermed nemme at have i pungen eller lommen.
- Det har været vigtigt for os, at kampagnen bidrager til at gøre det nemt at blive brandsikker. Under Folkemødet kan alle komme forbi vores lille brandbil og få udleveret små lommekort med gode råd, som man altid kan have med sig, og når Folkemødet er slut, fortsætter vi kampagnen på sociale medier og på vores hjemmeside, hvor man kan downloade lommekortene og selv printe dem ud, siger Bjarne Nigaard.
Som led i kampagnen udlodder Danske Beredskaber et kroophold for to personer. Vinderen trækkes blandt dem, der sommeren igennem har uploadet billeder af deres brandsikre sommer til de sociale medier med hashtagget #brandfri.
1. Stil altid grillen udendørs og på stabilt underlag
2. Hold afstand til bygninger og bevoksning
3. Hav altid vand i nærheden og gå først, når grillen er slukket
Gode råd til ukrudtsbrænderen
1. Svits kun ukrudtet – efterlad ingen gløder
2. Hold afstand til tørre blade, træværk, bygninger og biler
3. Hav altid vand i nærheden
Gode råd til åben ild
1. Tænd kun bål i stille vejr
2. Brug tørt og ubehandlet træ
3. Hav altid vand i nærheden
Gode råd til Sankt Hans
1. Find regler og afstandskrav på kommunens hjemmeside
2. Hæld aldrig optændingsvæsker på bålet
3. Hav altid vand i nærheden
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.